Dag 152

Hej alle sammen.

Beklager at min blog-aktivitet er i bund. Når man er på farten med en rygsæk hænger man knap så meget over computeren, som når man går i skole, så min laptop og jeg ses kun lejlighedsvis for tiden. Men jeg vil da lige forsikre jeg alle om, at jeg ikke har forladt jer alle for at blive budhistisk munk på en bjergtop i Indokina.
Siden jeg sidst skrev har jeg været på Filippinerne, i Kambodia og er nu i Laos, som jeg dog tager fra om et par timer, når vores fly går mod Hanoi. Jeg rejser for tiden med en svensk pige, Dann, som også var på udveksling i Seoul. Og det er meget fedt at have en rejsefælle disse steder, da det til tider er udmattende ukendt og besværligt med bureaukrati og en kultur, som til tider er lidt tung at danse med. Men det er på samme tid netop det, der gør denne tur så interessant.
Slaraffenland møder det vilde vesten er nok en passende beskrivelse af de lande jeg har besøgt på det sidste. Filippinerne er en stor støvet Coca Cola reklame, som følge af den amerikanske kolonibaggrund. Men som I måske har set på billederne, brugte Gustav og jeg mest tid på stranden. Et fantastisk sted. Og varmt som en kakkelovn. Jeg formåede at blive solskoldet til trods for, at jeg var søbet i en faktor 30.
Har du penge kan du få i Kambodia. I løbet af en enkelt aften fik jeg tilbudt alt fra skaldede træfløjter over heroin og prostituerede til en AK-47. Ikke just de typiske indkøb. Angkor Wat området med alle de "glemte" templer fra 900-1200 tallets Khmer folk var fantastisk. Glemt i junglen for pludselig at dukke op for små 100 år siden. Et fantastisk syn.
Laos er ganske anderledes. Tilbagelænet og afslappet. Vi har tilbragt nogle dage i en gammel fransk koloniby ved navn Luang Prabang. Og så var vi på en trekking tur, der fik Roskilde 2007 til at minde om en soppetur. Mudder til op over begge ører og med en million igler, der ikke havde fået noget at spise siden jul. Det var fandme ulækkert.
Og så om et par timer letter flyet, og vi rejser til Hanoi. Derefter står den på to ugers rejse ned langs Vietnams kyst til Ho Chi Minh City før jeg rejser til Beijing for at mødes med drengene.
Det er sgu en spændende tid.
De korte beskrivelser er, indrømmet, alt andet end fyldestgørende, men suppler med et par billeder, og jeg håber I kan få et indtryk af, hvad jeg roder med. Alternativt skal jeg glædeligt fortælle historier over en kop kaffe på Nørrebro, Ribe, Bramming og hvor I ellers befinder jer til efteråret, når jeg rammer go'e gamle Danmark.
Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg glæder mig til at se jer snart (5 uger).

Kærligst
Jeppe