Dag 98

Ja, jeg ved det. Jeg er virkelig blevet dårlig til at få skrevet på bloggen. Men kombination af besøg fra DK, planlægning af utallige rejser samt eksaminer er særdeles hæmmende for blog-aktiviteten.
Men I kan tro jeg har oplevet meget på det sidste. Men min fortælling om det bliver denne gang af mere visuel karakter. En orderntlig stabel billeder. (Og så slipper jeg også for at skrive).
Men for efterhånden 2½ uge siden kom far og Marlene til Seoul, hvor vi tilbragte en 4-5 dage før vi tog på Japan-tur. Det var dejligt at have besøg, og så havde de salte fisk med:-).

Første highlight var DMZ - grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Det er uden tvivl den mest besynderlige turistattraktion jeg endnu har besøgt. Det er så uvirkelig en historie, at adskilt af få kilometer findes to befolkninger, som har vidt forskellige begreber om hvad der er sandt og falskt. Verdenshistorien er ikke den samme. Og arkitekten bag dette bedrageri er en lille kakiklædt mand og hans døde far, som har formået at overbevise millioner af mennesker om en løgnhistorie af pompøse dimensioner og religiøs karakter. Det er fuldstændig uvirkeligt for mennesker med min referenceramme, hvordan dette egentlig kan lade sig gøre. Men isolation har vist sig at være et glimrende værktøj i denne forbindelse.

Herefter tog vi turen til Japan. Hvis jeg havde flere valgfrie point på DTU (og ikke savnede Mette så pokkers meget), havde jeg knaldet dem af på et studieophold i dette land:-). Et fantastisk spændende sted. Har spist så meget sushi, at hvis jeg skrabte hul på knæet, har jeg på fornemmelsen at jeg vil bløde soya og wasabi. Lækkert i starten men overdrevne mængder af råt kød og fisk med hoved og hale sætter alligevel maven på prøve i det lange løb. Klimaks af denne følelse blev nået på en af de sidste aftener, hvor vi fik en hummer, der var sprættet op i ryggen, så man kunne nappe af de møre rå kød. Sagen var bare den at hummeren signalerede med horn og lygter og følehorn, at det er smertefuldt at blive spist levende. Æyrk.

Nå men vi startede i Tokyo, videre til Takayama, Hiroshima og sluttede i Kyoto. Disse fantastiske byer får ikke den uddybende beskrivelse de fortjener her. Snart ringer klokken nemlig og Jeppe skal til forelæsning. Kort fortalt. Tokyo - moderne og fascinerende, men uden så pokkers meget sjæl. Dog leverede hotellets bar den bedste Mohito i Japan. Det tæller også. Vi tog en tur til Japans højeste bjerg; Fuji. Og så var vi til sumobrydning! Japanerne siger, at hvis man tror, at sumobrydning kun er to fede mænd, der klasker i mod hinanden i midten af en sandkasse, og hvor den tykkeste vinder, så tager man fejl. Måske. Men det er det også. Og så er det underholdende. Kig på et par billeder og se et videoklip.

Takayama er en provinsiel by vest for Tokyo. Mere traditionel omend noget turistet. Vi boede på traditionel japansk vis, dvs. sove på gulvet og æde fisk til morgenmad. Da vi kom var far særdeles begejstret. "Jeg kunne også bestille ryokan (traditionelle hoteller) til os i Kyoto". Men næste morgen da manden havde ondt i ryggen af at ligge på gulvet, ondt i knæene af at sidde i skrædderstilling og uro i maven efter særdeles uvant kost, så blev den gamle igen bekvemt anlagt.

Hiroshima. Her kan man tale om dårlig smag i munden. Det gjorde virkelig indtryk. Jeg havde en audioguide, der forklarede om museets genstande, og det var 90 små lydklip, der alle gav klump i halsen. Følelsesporno måske. Men det ændrer ikke ved den rædsel, kaos og elendighed, som borgerne i denne by har måttet kæmpe med. At "vinderne" skriver historien, virker dette til at være et godt eksempel på. Jeg begriber ikke, at de amerikanske beslutningstagere for denne handling ikke er dømt hårdere i historien. At japanerne var grusomme er jeg ikke i tvivl om. Men bogstaveligt talt at smelte 100.000-vis af civile mennesker er jo helt ude af proportioner. Og så smed de endda to.

Kyoto. Japans gamle hovedstad gemme næsten 1000 år, og den bedst bevarede by rent arkitektonisk i Japan. Buddhistiske templer og Shinto-helligdomme i tusindvis. Fascinerende, omend der går inflation i det efter et par dage.

Nå. Det var vist det. I næste uge står den på eksaminer, og om to uger kommer Mette!! Det er ligesom at vente på juleaften, da jeg var 5. Jeg glæder mig vanvittigt meget. Vi skal på på strandferie i det sydlige Korea, og derefter en tur til Hong Kong.

Håber ellers det går jer godt derhjemme. Har hørt at den danske sommer er med os i år. Det plejer jo at sætte landet på den anden ende. Kan I have det så pænt.