Dag 58

Og så gik der næsten to måneder med det. Det er lidt vildt at tænke, at om under to måneder forlader jeg Seoul for at rejse rundt. Og trods det har jeg kun været en brøkdel af de steder, som man bør se. Og jeg tror det skyldes to ting. For det første; en by med omkring 20 millioner indbyggere har selvfølgeligt at ganske betydeligt omfang, og det er ikke noget der opleves med en bustur og en kanalrundfart, som det kan gøres i København. Jeg har virkelig indset, at København må være verdens mindste storby, efter at have boet her et par måneder. Den anden grund er den opslidende koreanske arbejdskultur og undervisningsform. Da jeg læste i Buffalo oplevede jeg, at flid belønnes højere end "talent". I Korea er det nærmere underkastelse og absolut hengivenhed. Sjældent har jeg set folk knokle så indædt og vedholdende. For eksempel sidder jeg lige nu på skolens bibliotek og klokken er 13. Halvdelen ved mit bord ligger bogstavelig talt og sover med ansigtet i deres bøger. Og det lyder selvfølgelig som om, de ikke laver noget, men tro mig... Årsagen er, at de sikkert kun har tilladt sig 2-3 timers søvn igen i nat. Jeg har netop læst en OECD rapport, som udnævner koreanske gymnasieelever til dem, der studerer mest i deres studietid. Omtrent dobbelt så mange timer årligt, som en dansk studerende. Samtidig beskrev rapporten, at cirka 20 % af disse elever har alarmerende stress-symptomer. De er virkelig under et pres af en anden verden. Og det helt og aldeles dikteret af en kultur, der efterlader lidt plads til dårlige resultater. Det er ikke kun ens egne ambitioner, der skal tilfredsstilles men også familiens og samfundets. Du godeste, hvor er jeg glad for Danmarks individualistiske tankegang på dette område. Men alt sammen betyder jo meget skole og lidt sjov - også for mig. Men jeg har nu efterhånden lært spillet her, og er begyndt at studere på min måde, som gudskelov levner plads til fri-weekender og sene nætter på barerne. Og hold da op en lang indledning på denne post. Videre.

I sidste weekend var jeg ude at vandre i bjergene omkring skolen. Det var fantastisk. Som dansker fra pandekageland bliver man jo forholdsvist let imponeret over bjerge, og en koreaner spurgte mig da også den anden dag, hvorfor jeg tog så mange billeder af bjerge. De er jo overalt. Hehe... Jeg kunne jo egentlig godt forstå hans undren. Det ville vel svare til at man stod og tog billeder af en pløjemark hjemme i Danmark. Men ikke desto mindre bliver jeg stadig let imponeret. Tjek billederne ("Gwanak San" - bjergets navn) og døm selv. Og som I kan se er det blevet nærmest sommer her i Seoul. Eller sommer efter danske standard. Om et par måneder, bliver det sikkert uudholdeligt, men lige nu er det fantastisk lækkert.

Og hvad mere. Den anden nat, måtte det skandinaviske hold (Gustav, Topi og jeg) ty til uvante midler, da vi forsøgte at få en taxa hjem fra byen. Vi var havnet i det mest populære kvarter i den bedste tid, hvorfor ingen chauffører gad køre os ud til universitet i byens udkant. Efter en halv time og 50 hovedrystende chauffører, blev det for meget for 2-meter finnen Topi, som rask hev en bunke krøllede pengesedler og af lommen og bestak den næste chauffør med et beløb, der vel nærmer sig en koreansk dagsløn, og 1,2,3 så havde vi ellers privatchauffør. Hehe. Money talks.

Og så har jeg købt mig en guitar. En gang akustisk pindebrænde fra Kina, men hold da op hvor er det dejligt, at få lidt musikalsk stimulans igen. Vi var på et dybt kaotisk musikmarked, hvor priserne faldt dramatisk, da vi var på vej ud af døren. Så jeg endte med at slippe 350 for guitar, taske og strenge.

Og så har jeg lige en lille video til jer at slutte af på. I mandags tog Gustav, Topi, en bande mexikanere og jeg på en bar, hvor man kunne ønske musik, og se hvad der kom ud af det...

Dag 48

For pokker hvor er jeg blevet søvnig til at skrive på bloggen. Har lidt svært ved at samle mig om det. Men nu skal I da ha' en opdatering fra Jeppe i østen.
Så siden sidst har jeg jo været ude at slå søm i som frivillig arbejder. Det var et provinsielt ufremkommeligt område i det nordøstlige Korea, fuldstændig pakket ind i bjerge og klipper. Spændende at se noget andet end Seoul, der til tider er lidt anstrengende at opholde sig i. Det var dejligt med noget afveksling (Og noget frisk luft). Og som I kan se på billederne satte jeg da både lister op, og savede med rundsav og bankede søm i. Jaja. Og ingen blå negle. Men en masse bøjede søm dog. Vi nåede dog faktisk ikke at lave alverden, da administratorerne af projektet var så begejstrede for at have nogle udlændinge på besøg, at de hellere ville vise os det lokale marked and at arbejde. I de provinsielle områder her i Korea er der ikke rigtigt supermarkeder, så hver femte dag er der marked, og folk samles på en rigtig markedsplads med alverdens mad og ting og sager. Ja, og så fik Jeppe spiste sin første og formentlig sidste kakkerlak. Det mindede mest af alt om en stor bænkebider, og jeg får det helt dårligt bare af at skrive om det. Det kom så pludseligt at jeg blev tilbudt en, at jeg slet ikke nåede at få et billede af det. Desværre. Så I må tænke jer til, hvor fortrukket mit ansigt må have set ud. I kan se de billeder jeg derimod fik taget på markedet og på "byggepladsen" ved at klikke ude til højre.
Mens bænkebideren ikke lavet ravage for min mave, var der andre ting, der skabte ramasjang i maven. Så onsdag måtte jeg tage en dag på langs endnu en gang. Men dagen efter havde jeg det heldigvis fint.
Og i går var såmænd til Koreansk bryllup. Lydia, som er min kontaktperson på universitetet, blev gift. To gange faktisk - først kristent og så traditionelt koreansk. Den ene form mere usædvanlig end den anden. Alle de udenlandske studerende var inviteret, og vi var mange der undrede os noget, indtil to ting gik op for os:
1) I Korea er der prestige i at holde store bryllupper - jo flere gæster, desto mere vigtig lader man til at være. Og så kunne vi jo tælle godt op i statistikken der.
2) Der er desuden kotume at give penge frem for gaver. Så 80 rige europæere er jo en fin indtægtskilde.
Men det var faktisk en god oplevelse. Til det kristne bryllup optrådte en masse gæster inde i kirken, og vi skulle synge All you need is love. Hvis John Lennon havde levet den dag i dag, tror jeg, at han på stedet havde opgivet sin pacifistiske levevis og givet os en ordentlig ørefigen. Sjældent er en så køn kærlighedssang blevet forulempet i sådant et omfang, som det skete den 12 april i Seoulleung kirke. Og så var der storskærm på, så man rigtig kunne se hvad der foregik. Det er helt tossede med teknologi overalt de koreanere. Altså det var meget sjovt, men alt andet end romantisk.
Det traditionelle bryllup var så traditionelt, at selv brudeparret virkede dybt forundrede over hvordan det skulle foregå. Højdepunktet var, da grommen først skulle bære bruden rundt på ryggen, og derefter skulle moderen søreme også have en tur. Hihi det var sjovt. Det skulle selvfølgelig symbolisere, at han ville tage sig af dem, men rideturen rundt i manegen gjorde dog staklen noget forlegen, med 80 udlændinge med kameraerne på paparazzi-mode.
Nå det var vist alt for nu. Tjek billederne og hav det så fint.