Så gik der en måned med det. Det er en lidt speciel følelse. I nogle henseender føles det som om, jeg næsten lige er kommet, men på den anden side føles det også som længe siden, at jeg stod i Kastrup og vinkede farvel.
Desværre må jeg også erkende, at der kommer færre og færre indlæg på bloggen fra min side. Jeg tror måske, at det er et udtryk for, at det er ved at blive hverdag for mig herovre, og derfor sker der ikke noget radikalt nyt for tiden. Men nu kommer der lige en hurtig opsummering af de sidste par uger. Efter jeg blev rask, havde jeg en masse kedeligt skolearbejde, som skulle indhentes. Så indtil i torsdag følte jeg mig noget socialt understimuleret, efter at have tilbragt noget, der ligner en uge for mig selv. Men det fik vi heldigvis lavet lidt om på med et par byture.
Derudover har jeg fået mig en ny I-pod. Det er nok første og sidste gang, jeg går en måned uden en mp-3 afspiller. Og der var sgu dansk software på den. Her i løbet af næste uge, er vi desuden nogle stykker, der tager på et marked for musikinstrumenter. Jeg savner virkelig at bokse lidt i et klaver, så jeg tror jeg køber et billigt midi-keyboard og måske noget andet tingeltangel.
Som beskrevet i tidligere indlæg er Korea overordnet set virkeligt billigt. Og inden for de sidste par uger er alt blevet endnu billigere. Den koreanske valuta er faldet cirka 10 % i forhold til den danske krone og euroen, så mine kroner bliver mange flere Won værd. Bonus. Lidt urimeligt er det dog, at os ”rige” europæere bliver rigere, mens alle vores koreanske venner, der skal til Europa næste semester for at læse, river sig i deres sorte hår over udviklingen.
Den næste tid. Tja, i næste weekend har jeg meldt mig til et projekt, hvor vi skal bygge huse til fattige koreanere nede i den sydlige del af Korea. Og nu sidder I sikkert og tænker, jamen Jeppe kan sgu da ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele, men lad os nu se, om jeg ikke kan huske et trick eller to fra sløjd-dagene på Bakkevejens Skole. Jeg har da mindst drejet et par boldtræ, der kunne levere en frelser i rundbold i skolegården. Så mon ikke jeg også kan skrue en skrue eller to i. Vi får se. Jeg tror, det bliver ret spændende. Og så er det jo en måde at komme lidt rundt i landet på.
Derudover går vi og sysler lidt med en Japan-tur. Det er dog ret svært at finde et tidspunkt, hvor ingen af os har eksaminer, men forhåbentlig lykkes det.
Der er desværre ingen nye billeder i denne omgang. Jeg har været lidt sløj på aftrækkeren, men det vil jeg få lavet om på i den kommende uge.
Det var vist alt for nu. Håber det går godt derhjemme.
søndag den 30. marts 2008
torsdag den 20. marts 2008
Dag 24
Surprise surprise. Så måtte Jeppe en tur i gulvet med noget koreansk influenza-værk. Mit helbred er og bliver altså ikke verdens bedste. Men nu er det heldigvis ved at være ovre efter 3 dage på langs, og jeg tror, at jeg er helt ovenpå i morgen.
Siden sidst. Og det vil sige før denne uge, for siden mandag har jeg stort set bare kigget op i loftet. Men før det har jeg da heldigvis oplevet andre interessante ting.
Koreansk filmaften. Så en film om Korea-krigen kaldet "Welcome to Dongmakgol". Den kan jeg sagtens anbefale. Det var spændende at få lidt historie om Koreas noget brogede fortid på plads. Koreakrigen og opdelingen af landet virker dog ikke til at have nogen større betydning for den yngre generation af koreanere. Jeg tænker, at det er lidt ligesom hvad anden verdenskrig er for min generation i Danmark. Et fjernt og overstået kapitel. Men den store forskel er jo bare, at Sydkorea principielt stadig er et land i krig. Søndag var jeg på vandretur i et bjergområde, og pludselig støder man på en militærpost på en bjergtop, hvor der står soldater med antiluftskyts kanoner. De har godt nok ikke løsnet et skud siden våbenhvilen i juli 1953, men de står der den dag i dag. Alle koreanske mænd aftjener for resten 2 års militærtjeneste, så det sætter stadig sit aftryk på samfundet. Det er besynderligt at opleve, men også virkelig interessant. Jeg tror ikke, der findes en lignende konflikt i verden. Og jeg glæder mig vildt meget til at besøge grænseområdet.
Og faktisk hvis I ser på et af mine billeder fra SNU:
http://picasaweb.google.dk/jeppebjerrum/SNU/photo#5174948947446542114
så fik jeg fortalt, at hvad jeg troede var en vejrstation på en bjergtop ved universitetet, faktisk ligeledes er en større militærpost. Det er sgu lidt underligt.
Nå men fredag var vi i byen. Vi besøgte et par forskellige værtshuse, før vi havnede på en natklub, hvor befolkningstætheden til sammenligning ville få Indien til at minde om en ødemark. Det var forfærdeligt trængt, og det gik op for, at brandmyndighederne nok ikke er en instans med videre stor bemyndigelse her i landet. Næ, så jeg skred og koblede mig på et par koreanere, som tog mig med til en lille snusket bar. I ved, en af de slags man aldrig ville finde, hvis man kom som turist. Det var et befriende simpelt sted. Jeg er og bliver et bodegamenneske. Jeg kan simpelthen ikke tage det, når det bliver for in.
Lørdag var jeg ude at spise med en svensker Carl Tonsgard, som en fyr der har boet her et års tid med kæresten. De arbejder begge for et svensk firma, og de hjalp mig med nogle oplysninger og sådan inden jeg kom herover. Han var en virkelig flink fyr, og han tog mig til en virkelig lækker sushi-restaurant. Nok det første rigtig lækre måltid, jeg har fået herovre.
Og så var det vandretur om søndagen. Inwangsan Shamanist Hillside Walk. Det var en tur rundt i en bjergområde, hvor mange shamanister holder til. Korea er noget af et kuldetæppe, når det kommer til religiøse overbevisninger, og en af de ældre er shamanisme. Så her ofrede folk mad og andet til de døde ånder, som der ifølge shamanisterne skal tages vare på. Vi så dog desværre ikke nogen ceremoni, men der var en fantastisk udsigt, der vi kom op i bjergene. Jeg har uploadet en række billeder. Tror også, at det er lykkedes mig at uploade et videoklip med en panorering ud over Seoul.
Hmm. Det var vist alt for nu. Jeg vil i seng og se om jeg ikke kan slippe af med min sidste dårligdom. Kan I have det godt, og god påske til jer derhjemme.
Siden sidst. Og det vil sige før denne uge, for siden mandag har jeg stort set bare kigget op i loftet. Men før det har jeg da heldigvis oplevet andre interessante ting.
Koreansk filmaften. Så en film om Korea-krigen kaldet "Welcome to Dongmakgol". Den kan jeg sagtens anbefale. Det var spændende at få lidt historie om Koreas noget brogede fortid på plads. Koreakrigen og opdelingen af landet virker dog ikke til at have nogen større betydning for den yngre generation af koreanere. Jeg tænker, at det er lidt ligesom hvad anden verdenskrig er for min generation i Danmark. Et fjernt og overstået kapitel. Men den store forskel er jo bare, at Sydkorea principielt stadig er et land i krig. Søndag var jeg på vandretur i et bjergområde, og pludselig støder man på en militærpost på en bjergtop, hvor der står soldater med antiluftskyts kanoner. De har godt nok ikke løsnet et skud siden våbenhvilen i juli 1953, men de står der den dag i dag. Alle koreanske mænd aftjener for resten 2 års militærtjeneste, så det sætter stadig sit aftryk på samfundet. Det er besynderligt at opleve, men også virkelig interessant. Jeg tror ikke, der findes en lignende konflikt i verden. Og jeg glæder mig vildt meget til at besøge grænseområdet.
Og faktisk hvis I ser på et af mine billeder fra SNU:
http://picasaweb.google.dk/jeppebjerrum/SNU/photo#5174948947446542114
så fik jeg fortalt, at hvad jeg troede var en vejrstation på en bjergtop ved universitetet, faktisk ligeledes er en større militærpost. Det er sgu lidt underligt.
Nå men fredag var vi i byen. Vi besøgte et par forskellige værtshuse, før vi havnede på en natklub, hvor befolkningstætheden til sammenligning ville få Indien til at minde om en ødemark. Det var forfærdeligt trængt, og det gik op for, at brandmyndighederne nok ikke er en instans med videre stor bemyndigelse her i landet. Næ, så jeg skred og koblede mig på et par koreanere, som tog mig med til en lille snusket bar. I ved, en af de slags man aldrig ville finde, hvis man kom som turist. Det var et befriende simpelt sted. Jeg er og bliver et bodegamenneske. Jeg kan simpelthen ikke tage det, når det bliver for in.
Lørdag var jeg ude at spise med en svensker Carl Tonsgard, som en fyr der har boet her et års tid med kæresten. De arbejder begge for et svensk firma, og de hjalp mig med nogle oplysninger og sådan inden jeg kom herover. Han var en virkelig flink fyr, og han tog mig til en virkelig lækker sushi-restaurant. Nok det første rigtig lækre måltid, jeg har fået herovre.
Og så var det vandretur om søndagen. Inwangsan Shamanist Hillside Walk. Det var en tur rundt i en bjergområde, hvor mange shamanister holder til. Korea er noget af et kuldetæppe, når det kommer til religiøse overbevisninger, og en af de ældre er shamanisme. Så her ofrede folk mad og andet til de døde ånder, som der ifølge shamanisterne skal tages vare på. Vi så dog desværre ikke nogen ceremoni, men der var en fantastisk udsigt, der vi kom op i bjergene. Jeg har uploadet en række billeder. Tror også, at det er lykkedes mig at uploade et videoklip med en panorering ud over Seoul.
Hmm. Det var vist alt for nu. Jeg vil i seng og se om jeg ikke kan slippe af med min sidste dårligdom. Kan I have det godt, og god påske til jer derhjemme.
onsdag den 12. marts 2008
Dag 16
Hmm... Jeg må desværre konstatere at indlæggene bliver færre, i takt med at skolen begynder at tage fat. Men i dag, min 16'ende i Seoul, har jeg tidligt fri. Klokken er knap et, og inden frokost skal der lige fortælles et par historier.
Buddhister: Oplyste lykkelige personer eller skaldede mennesker i unisex-tøj med uforståelig trang til at gøre alt det, som aldrig kunne falde mig (og de fleste af jer sikkert) ind?! Dette er et retorisk spørgsmål af de helt store mine damer og herrer. At være buddhist gør nas. Men som alt der gør nas, er det rart at komme ud på den anden side, og derved få sat tingene lidt i perspektiv. Det er lidt ligesom at tage til Rosklide Festival i 2007.
Så vi ankom til templet og blev iført orange munke/fange-dragter. Der manglende bare en kugle om anklen, og det ville have været Joe Dalton all over igen. Her kommer lige et par highlights fra turen.
Spise: Munkene spiser fra et sæt af skåle kaldet Bawloo eller sådan noget, og aldrig er jeg stødt på en tallerken, der var omgivet af et så kompliceret regelsæt. Tro det eller lad vær, men det tog en time bare at øse op i skålene! Sult får en helt ny følelse, når man sidder under en halv meter fra fyldte tallerkener, men som man ikke kan røre før alverdens ritualer er overstået. Nngg, tænker man og krummer tæer. Hvis Søren Skaastrup havde været med, er jeg sikker på, at han var røget lige i flæsket på munken, som bad os vente med at røre maden til alle ritualer var overstået. Buddhisterne påpeger desuden (meget skarpsindigt), at når vi kommer til verden har vi intet med os, og når vi forlader den, kan vi ej heller tage noget med. Dette princip blev overført til måltidet, hvorfor absolut intet måtte levnes. Og jeg mener intet. Dette blev første og forhåbentlig sidste gang, jeg drak opvaskevandet!
Næste highlight var at munkene vækkede os klokken 3:30. Efter at have sovet på gulvet vel at mærke. I to timer kunne jeg godt have været stand-in for Boris Karloff i Frankenstein. Vi gennemførte derefter en bede-ceremoni, hvor man knæler 108 gange ved udførelse af en slags englehop fra helvede. Knæ- og ankelsmerter er åbenbart noget, der ikke bliver gjort i blandt Buddhas følge. Men undervejs i denne ceremoni gennemførte munkene en række messende 3 stemminge-sange, som var dybt betagende. Og det gjorde de virkelig overraskende, godt synes jeg. Det var særdeles betagende.
Og nu kom nok den sjoveste oplevelse. Og den havde faktisk ikke en pind at gøre med buddhisme. Efter morgenceremonien gik vi en tur i en nærliggende park, hvor vi deltog i en morgengymnastik-session. Jeg tuede af grin. Der stod en 70 årig mand på et podie, og lavede de vildeste fakter med arme og ben, akkompagneret af noget militaristisk musik og en speaker, der lød som Mister Miyagi på Rohypnol. Nej, hvor var det godt.
Nå, men tilbage i templet afsluttede vi med en te-ceromoni og noget meditation. Jeg stirrede ind i en væg i en halv time, og blev kraftigt mindet om en dag i december 2006, hvor Svensken spillede særdeles højt på Stenbohus. Hvis du beslutter dig for at konvertere til buddhisme, så gør det inden rockmusik og tinitus bliver en del af din hverdag.
Det var faktisk enormt spændende at være buddhist for en dag, men det var også virkelig hårdt. Jeg må erkende, at jeg simpelthen er en bekvemmelig vesteuropæer, som elsker dyner, puder, at æde og slukke for vækkeuret.
Efter tempelturen var vi nogle stykker, der gik en tur i et nærliggende område kaldet Hyehwa, som er i den centrale del af Seoul. Det var faktisk et lækkert sted, med en masse parker og en gammelt palads, som jeg bestemt skal tilbage til i mere udhvilket tilstand. Jeg mødte en række nye mennesker, hvis selskab jeg bestemt tror, jeg kommer til at nyde.
Og nu er jeg pænt sulten, så jeg vil gå over og proppe mig med ris, og glemme alt om buddhistisk mådeholdenhed for nu. Der kommer flere buddhist-billeder senere, når nogle af de andre studerende, lige får sendt deres billeder til mig. Hej med jer.
Buddhister: Oplyste lykkelige personer eller skaldede mennesker i unisex-tøj med uforståelig trang til at gøre alt det, som aldrig kunne falde mig (og de fleste af jer sikkert) ind?! Dette er et retorisk spørgsmål af de helt store mine damer og herrer. At være buddhist gør nas. Men som alt der gør nas, er det rart at komme ud på den anden side, og derved få sat tingene lidt i perspektiv. Det er lidt ligesom at tage til Rosklide Festival i 2007.
Så vi ankom til templet og blev iført orange munke/fange-dragter. Der manglende bare en kugle om anklen, og det ville have været Joe Dalton all over igen. Her kommer lige et par highlights fra turen.
Spise: Munkene spiser fra et sæt af skåle kaldet Bawloo eller sådan noget, og aldrig er jeg stødt på en tallerken, der var omgivet af et så kompliceret regelsæt. Tro det eller lad vær, men det tog en time bare at øse op i skålene! Sult får en helt ny følelse, når man sidder under en halv meter fra fyldte tallerkener, men som man ikke kan røre før alverdens ritualer er overstået. Nngg, tænker man og krummer tæer. Hvis Søren Skaastrup havde været med, er jeg sikker på, at han var røget lige i flæsket på munken, som bad os vente med at røre maden til alle ritualer var overstået. Buddhisterne påpeger desuden (meget skarpsindigt), at når vi kommer til verden har vi intet med os, og når vi forlader den, kan vi ej heller tage noget med. Dette princip blev overført til måltidet, hvorfor absolut intet måtte levnes. Og jeg mener intet. Dette blev første og forhåbentlig sidste gang, jeg drak opvaskevandet!
Næste highlight var at munkene vækkede os klokken 3:30. Efter at have sovet på gulvet vel at mærke. I to timer kunne jeg godt have været stand-in for Boris Karloff i Frankenstein. Vi gennemførte derefter en bede-ceremoni, hvor man knæler 108 gange ved udførelse af en slags englehop fra helvede. Knæ- og ankelsmerter er åbenbart noget, der ikke bliver gjort i blandt Buddhas følge. Men undervejs i denne ceremoni gennemførte munkene en række messende 3 stemminge-sange, som var dybt betagende. Og det gjorde de virkelig overraskende, godt synes jeg. Det var særdeles betagende.
Og nu kom nok den sjoveste oplevelse. Og den havde faktisk ikke en pind at gøre med buddhisme. Efter morgenceremonien gik vi en tur i en nærliggende park, hvor vi deltog i en morgengymnastik-session. Jeg tuede af grin. Der stod en 70 årig mand på et podie, og lavede de vildeste fakter med arme og ben, akkompagneret af noget militaristisk musik og en speaker, der lød som Mister Miyagi på Rohypnol. Nej, hvor var det godt.
Nå, men tilbage i templet afsluttede vi med en te-ceromoni og noget meditation. Jeg stirrede ind i en væg i en halv time, og blev kraftigt mindet om en dag i december 2006, hvor Svensken spillede særdeles højt på Stenbohus. Hvis du beslutter dig for at konvertere til buddhisme, så gør det inden rockmusik og tinitus bliver en del af din hverdag.
Det var faktisk enormt spændende at være buddhist for en dag, men det var også virkelig hårdt. Jeg må erkende, at jeg simpelthen er en bekvemmelig vesteuropæer, som elsker dyner, puder, at æde og slukke for vækkeuret.
Efter tempelturen var vi nogle stykker, der gik en tur i et nærliggende område kaldet Hyehwa, som er i den centrale del af Seoul. Det var faktisk et lækkert sted, med en masse parker og en gammelt palads, som jeg bestemt skal tilbage til i mere udhvilket tilstand. Jeg mødte en række nye mennesker, hvis selskab jeg bestemt tror, jeg kommer til at nyde.
Og nu er jeg pænt sulten, så jeg vil gå over og proppe mig med ris, og glemme alt om buddhistisk mådeholdenhed for nu. Der kommer flere buddhist-billeder senere, når nogle af de andre studerende, lige får sendt deres billeder til mig. Hej med jer.
søndag den 9. marts 2008
Dag 13
Suk. Er netop kommet hjem fra et døgn som buddhist i et tempel. Har masser historier at berette, men en vanvittig nonne vækkede mig klokken halv fire i morges. Jeg er helt færdig. Så historierne kommer inden for et par dage. Og jeg som lige var kommet af med mit jetlag.
fredag den 7. marts 2008
Dag 11
Alt paa plads. Plads til alt. Saadan sagde Joergen Leth altid, naar Tour de France feltet trillede ud paa foerste etape. Og samme saetning kunne saamaend godt indlede min naeste tid her i Seoul.
Har endelig faaet styr paa alle mine kurser. Det er ikke endt helt som jeg havde planlagt, men er alligevel godt tilfreds. Mit skema er specielt godt. Fra maj har jeg kun timer mandag, tirsdag og onsdag, hvilket aabner op for nogle laengere weekendture rundt om i landet.
Jeg er efterhaanden ogsaa begyndt at blive forholdsvis bekendt med koreansk kotume, men det er virkelig omfattende. Der er et hav af hoeflighedsgestikulationer, og din opfoersel boer afhaenge af din alder i forhold til de personer, du er sammen med. Saa det er virkelig noget af det foerste, der bliver spurgt om, da man skal laegge en mere ydmyg holdning for dagen, saafremt du er yngste person. Det er sgu noget vaerre fis er det. Folk der er et aar aeldre end nogle andre kan tillade sig mere, men saa snart der kommer en, der er endnu aeldre, maa man tilpasse sig igen. Heldigvis er jeg den aeldste af dem alle, saa jeg behoever ikke frygte at jokke i spinaten. Hvis der findes en koreansk Emma Gad, maa hendes Takt og Tone bog have et omfang svarende til Karnovs lovsamling.
Min i-pod doede desvaerre igaar. Pokkers. Tror jeg koeber en ny herovre. De er ikke specielt meget billigere end i DK. Og Korea goer meget for at komme af med alverdens piratmateriale, saa det lader ikke rigtigt til at vaere en mulighed at koebe en "Ip-od".
I gaar havde jeg saa min foerste sprogtime. Det var virkelig sjovt. Min skolebog minder mig saa meget om foerste klasse fra folkeskoletiden. Der er skriveoevelser, hvor man skal skrive det samme bogstav igen og igen indtil det ser bare nogenlunde ud. Alfabetet er faktisk ikke saa omfattende igen. Det er slet ikke som kinesisk, men bestaar af en raekke vokaler og konsonanter, som skrives sammen til nogle tegn. Det er vildt spaendede synes jeg.
Jeg skal nok snart faa uploadet nogle flere billeder. Har besluttet mig for ogsaa at oprette en slags persongalleri, saa I kan faa sat ansigt paa de mennesker, som jeg taler om.
Paa loerdag skal jeg paa en tempel-tur til et gammelt tempel her i Seoul. Det ser jeg ogsaa frem til. Ved faktisk ikke rigtigt noget om det endnu, men det er noget med en overnatning og nogle ceremonier. Garanteret det bliver noget, jeg aldrig har oplevet foer.
For resten I er jo mere end velkomne til at skrive kommentarer til mine indlaeg?! Det kan man goere ved at klikke i bunden af hvert indlaeg, hvor der staar Kommentarer.
Aah ja, og saa har jeg faaet min adresse. Den er:
#403, Green Green House, 241-32
Shilim 9-dong, Gwanak-gu, Seoul
Korea
Det var det for nu. I loebet af weekenden faar jeg lige nogle flere billeder op.
Har endelig faaet styr paa alle mine kurser. Det er ikke endt helt som jeg havde planlagt, men er alligevel godt tilfreds. Mit skema er specielt godt. Fra maj har jeg kun timer mandag, tirsdag og onsdag, hvilket aabner op for nogle laengere weekendture rundt om i landet.
Jeg er efterhaanden ogsaa begyndt at blive forholdsvis bekendt med koreansk kotume, men det er virkelig omfattende. Der er et hav af hoeflighedsgestikulationer, og din opfoersel boer afhaenge af din alder i forhold til de personer, du er sammen med. Saa det er virkelig noget af det foerste, der bliver spurgt om, da man skal laegge en mere ydmyg holdning for dagen, saafremt du er yngste person. Det er sgu noget vaerre fis er det. Folk der er et aar aeldre end nogle andre kan tillade sig mere, men saa snart der kommer en, der er endnu aeldre, maa man tilpasse sig igen. Heldigvis er jeg den aeldste af dem alle, saa jeg behoever ikke frygte at jokke i spinaten. Hvis der findes en koreansk Emma Gad, maa hendes Takt og Tone bog have et omfang svarende til Karnovs lovsamling.
Min i-pod doede desvaerre igaar. Pokkers. Tror jeg koeber en ny herovre. De er ikke specielt meget billigere end i DK. Og Korea goer meget for at komme af med alverdens piratmateriale, saa det lader ikke rigtigt til at vaere en mulighed at koebe en "Ip-od".
I gaar havde jeg saa min foerste sprogtime. Det var virkelig sjovt. Min skolebog minder mig saa meget om foerste klasse fra folkeskoletiden. Der er skriveoevelser, hvor man skal skrive det samme bogstav igen og igen indtil det ser bare nogenlunde ud. Alfabetet er faktisk ikke saa omfattende igen. Det er slet ikke som kinesisk, men bestaar af en raekke vokaler og konsonanter, som skrives sammen til nogle tegn. Det er vildt spaendede synes jeg.
Jeg skal nok snart faa uploadet nogle flere billeder. Har besluttet mig for ogsaa at oprette en slags persongalleri, saa I kan faa sat ansigt paa de mennesker, som jeg taler om.
Paa loerdag skal jeg paa en tempel-tur til et gammelt tempel her i Seoul. Det ser jeg ogsaa frem til. Ved faktisk ikke rigtigt noget om det endnu, men det er noget med en overnatning og nogle ceremonier. Garanteret det bliver noget, jeg aldrig har oplevet foer.
For resten I er jo mere end velkomne til at skrive kommentarer til mine indlaeg?! Det kan man goere ved at klikke i bunden af hvert indlaeg, hvor der staar Kommentarer.
Aah ja, og saa har jeg faaet min adresse. Den er:
#403, Green Green House, 241-32
Shilim 9-dong, Gwanak-gu, Seoul
Korea
Det var det for nu. I loebet af weekenden faar jeg lige nogle flere billeder op.
tirsdag den 4. marts 2008
Dag 8
Kursuskaos. Der gik rod i mine kurser i dag. Det viser sig, at flere af de kurser jeg har valgt, kun er for studerende som skriver speciale. Det fremgik dog ikke af det materiale, jeg i sin tid fik tilsendt. Så jeg må vælge en række nye kurser. Det er lidt irriterende, men det skal nu nok gå. Jeg har desuden skrevet mig op til en koreansk sprogkursus på aftenskole. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at kunne bare en smule koreansk, bare sådan til husbehov. Og det er faktisk det kursus jeg glæder mig mest til. Skal blive rart med et kursus, hvor man for en gangs skyld ikke skal optimere produktion, bestemme temperaturgradient, definere virksomhedens fremtidige strategi etc. Tror efterhånden, at jeg godt kunne tænke mig at lære noget andet end ingeniørmæssige fag, og det får jeg så mulighed får nu. Glæder mig helt til at være total nybegynder inden for noget.
Koreansk mad er generelt ret stærkt. Og af en eller anden underlig grund, har jeg det med at søge de stækeste retter. Jeg er et af de mennesker, som finder nydelse i at have så meget pebberrodssalat på roastbeefen eller så meget sennep på frankfurteren, at det brænder helt op i pandehulen. Så stil fortsatte jeg med her i Korea. Med den triste konsekvens at min tunge nu er helt færdig. Tror jeg fik spist noget så stærkt, at det sled hul på fine vesteuropæiske tungehud. Det svier gør det. Så nu tager jeg lige et par dage, med mere harmløst udseende retter.
Det var det for i dag. Godnat til jer alle.
Koreansk mad er generelt ret stærkt. Og af en eller anden underlig grund, har jeg det med at søge de stækeste retter. Jeg er et af de mennesker, som finder nydelse i at have så meget pebberrodssalat på roastbeefen eller så meget sennep på frankfurteren, at det brænder helt op i pandehulen. Så stil fortsatte jeg med her i Korea. Med den triste konsekvens at min tunge nu er helt færdig. Tror jeg fik spist noget så stærkt, at det sled hul på fine vesteuropæiske tungehud. Det svier gør det. Så nu tager jeg lige et par dage, med mere harmløst udseende retter.
Det var det for i dag. Godnat til jer alle.
mandag den 3. marts 2008
Dag 7
Dag 6 blev aldrig gengivet på denne blog. Det skyldtes Soju og Dung-Dung Soju, som giver en forbløffende hovedpine og begrænser indtagerens efterfølgende dag til video og cola-foretagender. Alle de nye udenlandske studerende blev inviteret på bar af vores koreanske buddies. I den udvalgte bar havde de valgt at sælge den første flaske Soju til 100 Won per næse, hvilket svarer til 50 ører. Det virkede jo enormt fedt i øjeblikket, men da tungen i munden pludselig føltes dobbelt så stor, og mit engelske mindede om Fritz, Gunther og Hanzis fra julekalenderen, indså jeg at brændbillig brændevin har markante ulemper. Men det var sjovt, var det. Det endte selvfølgeligt med det helt store karaokehelvede, hvor jeg dog meldte hus forbi.
Der er sgu lidt Dr. Jeckyll og Mr. Hyde over koreanerne og måske asiatere generelt. De virker så forsigtige og ydmyge, når man møder dem til hverdag, men når så mørket falder på og barerne holder længe åbent, skal jeg da lige love for, at volumen bliver knaldet i bund. De sidder og hviner og klapper i hænderne med et smilt så bredt som en skive vandmelon. Det virkede noget overgearet og skabet for en vestjyde som mig. Men jeg ville jo ikke falde ved siden af, så jeg emiterede på bedste vis den overdrevne begejstring. Hvis nogen af jer havde set mig, ville I have troet, at jeg havde spist et stort glas instant coffee. Men skik følge eller land fly, og siden jeg lige var kommet, klappede jeg, til mine hænder blev helt røde.
Nå men af øvrige oplevelser kan jeg nævne, at det er jordbær-sæson i Korea. Så da jeg indså det, købte jeg en ordentlig bakke, som jeg sidder og gnaver i i skrivende stund. Nøj, de er gode.
Og så var jeg lige en overgang bange for, at der var udbrudt fugleinfluenza i Seoul, da jeg så en masse mennesker pludselig gå med maske. Det skyldtes et besynderligt fænomen, nemlig sandstorme i Kinas nordlige ørken, som simpelthen blæser fint fint sandstøv helt til Korea, hvilket åbenbart svarer til at ryge en pakke hvide kings, hvis man er for meget ude i det. Det er dog et fænomen, som snart vil aftage, så mon ikke mine lunger kan tage en lille en for holdet indtil vejret bliver bedre i Kina.
Og så har jeg fået mig en cykel. Cykelstier kender man ikke til herovre, så det bliver på fortorvet, da koreanerne leger "Ud at køre med de skøre" på kørebanen.
Og jo, skolen startede jo i dag. Det tegner faktisk meget godt. Havde et kursus i dag omhandlende "Technology Management and Economics", som bestemt virkede interessant. Og læreren talte faktisk forbløffende godt engelsk, og han morede sig da gevaldigt over at en Nielsen fra København havde forvildet sig helt til Seoul.
Og faktisk så må jeg sige, at det er kommet bag på mig, hvor få europæisk udseende mennesker, der er på universitetet og i området, hvor jeg bor. Nogle gange føler jeg mig lidt som Christoffer Columbus, der vader ene hvide man rundt blandt andre folkefærd. Gamle damer griner store tandløse smil til mig, små børn sprænger omkring mig og folk glor generelt, så jeg bliver helt forlegen. Kunne ikke lade være med at grine for mig selv i dag, da jeg tog bussen til skolen. Vi har nok været 80 mennesker i bussen. 79 brunøjede, mørkhårede, gyldne mennesker, og midt blandt dem: Blegfisen Jeppe. Folk lader dog generelt til at more sig over min tilstedeværelse, og jeg fornemmer intet ondt i deres syn på mig. Jeg føler mig stadig overordentlig velkommen i dette land.
Nå, det må vist være det for denne gang. Der kommer nogle nye billeder inden så længe. Indtil da, må I nøjes med teksten.
Der er sgu lidt Dr. Jeckyll og Mr. Hyde over koreanerne og måske asiatere generelt. De virker så forsigtige og ydmyge, når man møder dem til hverdag, men når så mørket falder på og barerne holder længe åbent, skal jeg da lige love for, at volumen bliver knaldet i bund. De sidder og hviner og klapper i hænderne med et smilt så bredt som en skive vandmelon. Det virkede noget overgearet og skabet for en vestjyde som mig. Men jeg ville jo ikke falde ved siden af, så jeg emiterede på bedste vis den overdrevne begejstring. Hvis nogen af jer havde set mig, ville I have troet, at jeg havde spist et stort glas instant coffee. Men skik følge eller land fly, og siden jeg lige var kommet, klappede jeg, til mine hænder blev helt røde.
Nå men af øvrige oplevelser kan jeg nævne, at det er jordbær-sæson i Korea. Så da jeg indså det, købte jeg en ordentlig bakke, som jeg sidder og gnaver i i skrivende stund. Nøj, de er gode.
Og så var jeg lige en overgang bange for, at der var udbrudt fugleinfluenza i Seoul, da jeg så en masse mennesker pludselig gå med maske. Det skyldtes et besynderligt fænomen, nemlig sandstorme i Kinas nordlige ørken, som simpelthen blæser fint fint sandstøv helt til Korea, hvilket åbenbart svarer til at ryge en pakke hvide kings, hvis man er for meget ude i det. Det er dog et fænomen, som snart vil aftage, så mon ikke mine lunger kan tage en lille en for holdet indtil vejret bliver bedre i Kina.
Og så har jeg fået mig en cykel. Cykelstier kender man ikke til herovre, så det bliver på fortorvet, da koreanerne leger "Ud at køre med de skøre" på kørebanen.
Og jo, skolen startede jo i dag. Det tegner faktisk meget godt. Havde et kursus i dag omhandlende "Technology Management and Economics", som bestemt virkede interessant. Og læreren talte faktisk forbløffende godt engelsk, og han morede sig da gevaldigt over at en Nielsen fra København havde forvildet sig helt til Seoul.
Og faktisk så må jeg sige, at det er kommet bag på mig, hvor få europæisk udseende mennesker, der er på universitetet og i området, hvor jeg bor. Nogle gange føler jeg mig lidt som Christoffer Columbus, der vader ene hvide man rundt blandt andre folkefærd. Gamle damer griner store tandløse smil til mig, små børn sprænger omkring mig og folk glor generelt, så jeg bliver helt forlegen. Kunne ikke lade være med at grine for mig selv i dag, da jeg tog bussen til skolen. Vi har nok været 80 mennesker i bussen. 79 brunøjede, mørkhårede, gyldne mennesker, og midt blandt dem: Blegfisen Jeppe. Folk lader dog generelt til at more sig over min tilstedeværelse, og jeg fornemmer intet ondt i deres syn på mig. Jeg føler mig stadig overordentlig velkommen i dette land.
Nå, det må vist være det for denne gang. Der kommer nogle nye billeder inden så længe. Indtil da, må I nøjes med teksten.
lørdag den 1. marts 2008
Dag 5 (igen)
Jeg er nu kommet ind i min nye lejlighed. Hold da op hvor var det lækkert at få pakket ud, og komme på internettet. Jeg har uploadet nogle billeder, som I kan se ved at klikke på linket til højre. Her vil jeg løbende smide de billeder jeg tager op. Lejligheden ligger på taget af en bygning, og er i rigtig fin stand indvendig. Det udvendige er lidt smadret, men det er det meste herovre.
Og så har jeg lige mødt en koreaner, som tager til USA i morgen for at læse, og hun solgte mig en mikroovn, en kogeplade, et tørrestativ samt tallerkner, kopper etc for latterlige 250 kroner. Så nu har jeg nærmest et lille funktionelt køkken. Lækkert.
I aften skal vi (udvekslingsstuderende) ud igen med vores "buddies". Det bliver garanteret hyggeligt igen.
Nå jeg vil løbe. Hej hej...
Og så har jeg lige mødt en koreaner, som tager til USA i morgen for at læse, og hun solgte mig en mikroovn, en kogeplade, et tørrestativ samt tallerkner, kopper etc for latterlige 250 kroner. Så nu har jeg nærmest et lille funktionelt køkken. Lækkert.
I aften skal vi (udvekslingsstuderende) ud igen med vores "buddies". Det bliver garanteret hyggeligt igen.
Nå jeg vil løbe. Hej hej...
Dag 5
I om lidt flytter jeg ind på mit nye værelse. Det bliver fedt. Håber ikke der er mere bøvl med det boligværk nu. Har fundet ud af, at værelset ligger vildt godt i forhold til barer og spisesteder, hvilket jeg er overordentlig begejstret for. Det er virkelig en oplevelse at spadsere rundt i de små gader og suge til sig.
Jeg har også fået mig en telefon nu. Jeg må sige, at taget de omstændigheder, hvorunder telefonen er købt, i betragtning, er jeg særdeles usikker på, om den virker om en uge. Men jeg fik den nærmest kylet i nakken så billig var den, så hvis den går kold kan jeg finde mig en ny.
Stiftede i går bekendtskab med Soju (Koreansk risvin, der smager overraskende godt) og koreansk drikkekultur generelt. Det er forholdsvist offensivt. Men det er billig – ”Ligesom Aldi, Jeg ryger smøger uden ild i, Det er kraftedeme vanskelig, Men det er billig” (Johnny Hefty).
Har i hvert fald noget ondt i håret i dag. Men hvor var det en god aften. Det er simpelthen så mange flinke mennesker her. Især må jeg gentage min begejstring for de koreanske buddies. De er så flinke, at jeg i starten var sikker på, at der stak noget under, men det virker virkelig oprigtigt. Dejligt at opleve.
Og ved I hvad?! Dagen før jeg tog fra DK, var Mette og jeg en tur hos pølsemanden lige for at få en sidste bid dansk madkultur for de næste seks måneder. Og efter blot fire dage i Seoul falder jeg over dette:
Højst uventet. Har dog ikke smagt hotdoggen endnu. Der kan jo være tale om gevaldige afvigelser. Jeg tror faktisk, at jeg vil prøve at lave en lille føljeton med afvigelser her på bloggen, da jeg oplevede min første i går.
Afvigelse 1:
Cappuccino. Korea er et land med en stærk te-tradition, ligesom mange andre asiatiske lande, og med en svag kaffetradition. Min cappuccino var så fyldt med kanel, at jeg er sikker på, at selv Lunte ville have protesteret. Yrk, hvor var det skidt.
Nå jeg vil i bad, og pakke min taske, så jeg kan komme over på mit nye værelse. Annyeong-hee-ga-se-yo. (Jeg har endnu ikke lært ”På gensyn” så det bliver lige en ”Farvel”)
Dag 3 (Skrevet d.28/2)
Jetlagget har ikke været overraskende mildt for mig. Bang. Kunne overhovedet ikke sove i nat, så det har været hårdt at komme igennem dagen i dag. Men det har været endnu en spændende dag. Jeg mødte de andre udvekslingsstuderende, og jeg var overrasket over at se hvor mange, der havde koreansk baggrund. Der var folk fra Sverige, Tyskland, Australien, Canada og andre lande, som alle oprindeligt var fra Korea, og som nu var tilbage på besøg.
Vi var en tur rundt på skolen, som dækker et kæmpe område, placeret nærmest op ad en klippeskråning. Det siges, at der er en temperaturdifferens på et par grader mellem det nederste og det øverste af campus. Så stejlt og så stort er det.
I dag har jeg lært at sige ”Tak”, ”Goddag” og ”Farvel” på koreansk samt ”Stop her”, hvilket er godt at kende, når man kører taxa, og pludselig indser, at man er kørt forbi den lille gade, hvor jeg bor.
Har stadig ikke internet, men får det om et par dage. Det skal sgu blive dejligt. Jeg må blankt erkende, at jeg er dybt afhængig af det.
Dagens positive overraskelse var skolens Buddy-ordning, som består af nogle koreanske studerende, som hjælper os med alt. Tålmodighed og hjælpsomhed ud over alle grænser. Det er virkelig dejligt.
Og nu rammer jetlagget mig som en forhammer, så jeg vil i kassen. ZZZZZZ
Vi var en tur rundt på skolen, som dækker et kæmpe område, placeret nærmest op ad en klippeskråning. Det siges, at der er en temperaturdifferens på et par grader mellem det nederste og det øverste af campus. Så stejlt og så stort er det.
I dag har jeg lært at sige ”Tak”, ”Goddag” og ”Farvel” på koreansk samt ”Stop her”, hvilket er godt at kende, når man kører taxa, og pludselig indser, at man er kørt forbi den lille gade, hvor jeg bor.
Har stadig ikke internet, men får det om et par dage. Det skal sgu blive dejligt. Jeg må blankt erkende, at jeg er dybt afhængig af det.
Dagens positive overraskelse var skolens Buddy-ordning, som består af nogle koreanske studerende, som hjælper os med alt. Tålmodighed og hjælpsomhed ud over alle grænser. Det er virkelig dejligt.
Og nu rammer jetlagget mig som en forhammer, så jeg vil i kassen. ZZZZZZ
De første dage… (Skrevet d. 27/2)
Så er jeg fremme. Og så er jeg fremmed. Forvirringen har været total flere gange end der kan tælles til på to hænder, men oplevelserne har været tilsvarende derefter. Jeg har mistet én lejlighed, fået en ny, spist retter med afsindige navne som ”Bi-Bim-Bop” og ”Bulgogi” samt fået mere ris end jeg normalt gør i kvartalet, and it just keeps coming.
Jeg ankom i går aftes til snevejr og neonskilte til op over begge ører. Flyveturen gik fint, til trods for at jeg fik æren af at følges med 2.Y fra Hundested gymnasium, som skulle på studietur i Beijing. Så det var ni timer med, ”kæft, hvor skal vi være stive”.
Jeg blev hentet i lufthavnen af en fyr, som bad mig blot kalde ham BJ, efter jeg forgæves havde prøvet ti gange at udtale hans navn. Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt ham. Han og en pige ved navn BoMee har stået på hovedet hele dagen for at hjælpe mig med at finde et sted at bo. Udlejeren fra det sted, hvor jeg oprindeligt skulle have boet, trak pludselig i land, da hun fandt ud af, at jeg ikke talte koreansk. Kritisk, og nøj hvor havde jeg ondt i maven et par timer, som følge af udsigten til at skulle være hjemløs i Seoul. Men så trak mine to koreanske venner i arbejdstøjet, og inden dagen var omme, havde jeg set på 5 lejligheder, og her til aften har jeg så fået et sted at være fra på lørdag. Indtil da låner jeg et værelse hos en tredje koreaner. Jeg er stødt på en dedikeret hjælpsomhed, hvis lige jeg sjældent har oplevet. Fantastisk.
Mit nye værelse ligger på taget af en bygning midt i et meget pulserende kvarter med masser af små restauranter, købmænd, og hvad der ellers gemmer sig bag butiksruderne bemalet med de volapyk-tegn, som efter sigende skulle være koreansk. Jeg er netop kommet fra et møde med mine kommende udlejere, som leverede et mindre kulturchok. Mine udlejere, som er et ægtepar i 50’erne, sad og så live Starcraft på tv (Og ja, det er det gamle rumvæsen-spil a la Red Alert, vi taler om). Åbenbart findes der en professionel liga af koreanere, som tjener til dagen og vejen ved at spille dette for længst forældede spil. Jeg nåede blandt andet at se en Khan, som havde selveste Samsung som sponsor, tæve en koreansk nørd i alien-krig!! Og ikke nok med det, så sendes deres spil i bedste sendetid, som var det Vild med Dans. Nå, men mens jeg sad og gloede tv, gik de fire koreanere i krig med lejekontrakten, og hvis det ikke var for gentagne forsikringer om gyldigheden af kontraktens indhold fra mine koreanske venner, kunne jeg sgu have skrevet under på hvad som helst. Ja for alt jeg ved, kunne jeg have købt Eiffel-tårnet.
I morgen skal jeg så til introduktionsdag på universitet. Det skal blive spændende at møde de andre nye internationale studerende. Det bliver jo nok også blandt dem, jeg skal finde mange af de mennesker, som jeg kommer til at omgås resten af opholdet.
Så alt i alt går det faktisk godt. Jetlagget har været overraskende mildt for mig og diareen er udeblevet. Hurra for det. Og hvis morgendagen bliver blot halvt så rig på oplevelser som i dag, ender denne blog med at have et roman-omfang. Fortsættelse følger.
Jeg ankom i går aftes til snevejr og neonskilte til op over begge ører. Flyveturen gik fint, til trods for at jeg fik æren af at følges med 2.Y fra Hundested gymnasium, som skulle på studietur i Beijing. Så det var ni timer med, ”kæft, hvor skal vi være stive”.
Jeg blev hentet i lufthavnen af en fyr, som bad mig blot kalde ham BJ, efter jeg forgæves havde prøvet ti gange at udtale hans navn. Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt ham. Han og en pige ved navn BoMee har stået på hovedet hele dagen for at hjælpe mig med at finde et sted at bo. Udlejeren fra det sted, hvor jeg oprindeligt skulle have boet, trak pludselig i land, da hun fandt ud af, at jeg ikke talte koreansk. Kritisk, og nøj hvor havde jeg ondt i maven et par timer, som følge af udsigten til at skulle være hjemløs i Seoul. Men så trak mine to koreanske venner i arbejdstøjet, og inden dagen var omme, havde jeg set på 5 lejligheder, og her til aften har jeg så fået et sted at være fra på lørdag. Indtil da låner jeg et værelse hos en tredje koreaner. Jeg er stødt på en dedikeret hjælpsomhed, hvis lige jeg sjældent har oplevet. Fantastisk.
Mit nye værelse ligger på taget af en bygning midt i et meget pulserende kvarter med masser af små restauranter, købmænd, og hvad der ellers gemmer sig bag butiksruderne bemalet med de volapyk-tegn, som efter sigende skulle være koreansk. Jeg er netop kommet fra et møde med mine kommende udlejere, som leverede et mindre kulturchok. Mine udlejere, som er et ægtepar i 50’erne, sad og så live Starcraft på tv (Og ja, det er det gamle rumvæsen-spil a la Red Alert, vi taler om). Åbenbart findes der en professionel liga af koreanere, som tjener til dagen og vejen ved at spille dette for længst forældede spil. Jeg nåede blandt andet at se en Khan, som havde selveste Samsung som sponsor, tæve en koreansk nørd i alien-krig!! Og ikke nok med det, så sendes deres spil i bedste sendetid, som var det Vild med Dans. Nå, men mens jeg sad og gloede tv, gik de fire koreanere i krig med lejekontrakten, og hvis det ikke var for gentagne forsikringer om gyldigheden af kontraktens indhold fra mine koreanske venner, kunne jeg sgu have skrevet under på hvad som helst. Ja for alt jeg ved, kunne jeg have købt Eiffel-tårnet.
I morgen skal jeg så til introduktionsdag på universitet. Det skal blive spændende at møde de andre nye internationale studerende. Det bliver jo nok også blandt dem, jeg skal finde mange af de mennesker, som jeg kommer til at omgås resten af opholdet.
Så alt i alt går det faktisk godt. Jetlagget har været overraskende mildt for mig og diareen er udeblevet. Hurra for det. Og hvis morgendagen bliver blot halvt så rig på oplevelser som i dag, ender denne blog med at have et roman-omfang. Fortsættelse følger.
Abonner på:
Opslag (Atom)