187 dage blev det til i Asien. Jeg sidder lige nu i flyet på vej hjem, ETTA 3 timer. Og I kan tro, jeg er spændt. Jeg er virkelig klar til, at den hedder Danmark igen nu.
Mit udvekslingsophold i Seoul og min efterfølgende rejse, har nok været det mest interessante, jeg har foretaget mig, set ud fra et oplevelsesmæssigt synspunkt. Aldrig er jeg blevet bombarderet med så mange nye indtryk inden for så kort tid. Mit udvekslingsophold i USA for et par år siden, kommer ganske enkelt ikke i nærheden af det. Det har været utroligt berigende, men til tider også særdeles udmattende. Jeg trænger nu til at vågne op til en kendt hverdag. Jeg glæder mig til rutiner, og til ikke at blive udfordret ved hver eneste måltid, shoppingtur eller samtale. Det er virkelig en fornøjelse her på sidstedagen fuldstændigt at erkende, at alt hvad der hed hverdag og rutine i København, da jeg tog afsted, er noget jeg nu ser frem til. Genstart og nulstilling. Klar igen. Dejligt.
Det her bliver så sidste indlæg på http://www.jeppeiseoul.blogspot.com/. Tak fordi I læste med. Jeg håber, at mine historier kunne underholde lidt derhjemme. Jeg har i hvert fald nydt at skrive om mine oplevelser, og jeg glæder mig til at have denne blog til senere minde om, hvordan jeg gik og havde det, og hvad jeg oplevede, dengang jeg var i Seoul.
Rugbrød med leverpostej. Saltlakrids. Ristet hotdog. Mette. Kolde fadøl på Nørrebro med vennerne. Nu er det tid. Vi ses snart.
mandag den 1. september 2008
mandag den 25. august 2008
Dag 182
I morges prøvede jeg noget nyt. Et jordskælv. Vågnede ved at gulv og vægge rystede. En noget besynderlig oplevelse. Jeg tror først, at det gik op for mig efterfølgende, hvad der var sket. Jeg har så nu lige tjekket hændelsen på nettet, og jeg tror tilnærmelsesvist, at min seng stod på epicentret. Krydset på nedenstående kort, kunne sagtens angive hvor vi befinder os lige nu. Det er dog en beskrivelse af morgenens jordskælv. Ivrig nævnte jeg det for de lokale ved morgenbordet, men kun få af dem, havde rent faktisk registreret det. (Søren sov da også tungt igennem det, til nogen ærgelse for ham selv). Det vidner om, at det er et forholdsvis hyppigt forekommende fænomen her omkring, og det havde vel mest af alt en beroligende effekt på mig. Jeg skriver ikke den post for at gøre jer urolige. Havde bare lige lyst til at dele den med nogen. Og så må det da betegnes som en oplevelse, det er værd at "skrive hjem om".
Nu er vi så nede på fem dage til jeg får dansk grund under fødderne igen. Det skal blive en fornøjelse.
Om et par timer smutter vi til Tokyo - Sidste stop. Et godt stop.
Og så er der jo også nye billeder fra vores afslapningstur på stillehavsøen...
Nu er vi så nede på fem dage til jeg får dansk grund under fødderne igen. Det skal blive en fornøjelse.
Om et par timer smutter vi til Tokyo - Sidste stop. Et godt stop.
Og så er der jo også nye billeder fra vores afslapningstur på stillehavsøen...
fredag den 22. august 2008
Dag 179
Sidst jeg skrev sad jeg i en mindre bjergby i Laos, og nu drøner jeg derudaf med 300 plus i timen i HIKARI 456 SuperExpress mod Tokyo. Jeg er rejst fra det måske mest primitive sted jeg har været, til teknologiens højborg i futuristiske Japan. Og det føles sgu egentlig meget godt. Efter at have kørt på trehjulede knallerter på schweizerost-grusveje til jeg var på nippet til at få tarmslyng, føles Shinkansen-toget som en tur på sofaen.
Efter Laos tilbragte Dann og jeg to uger i Vietnam, hvilket var en virkelig spændende oplevelse. Bureaukrati og upålidelig information i en lind strøm, men et særdeles oplevelsesrigt land. Jeg tror, jeg har lært meget af at rejse i disse lande. Jeg indså hurtigt, at det er stort set umuligt at planlægge noget som helst, da de informationer, som man bygger sin plan på, kan ændre sig inden timen er omme. Og I kender jo mig godt nok til at vide, at jeg normalt befinder mig bedst med en plan. Men efter denne rejse, tror jeg, at jeg er blevet betragteligt bedre til at tage tingene, som de kommer. Vietnam bød på storslåede og unikke naturoplevelser samt de mest infernalske og sprudlende storbyer, jeg har sat min fod i. Lysreguleringen arbejder udelukkende på konsulentniveau. Der er efter sigende 3 millioner knallerter i Ho Chi Minh City, og jeg er på nippet til at tro, at 2½ af disse var på gaden under mit besøg. Alle med hornet i bund. Helt i bund og hele tiden. Halong Bay og Mekong-Delta stod for naturoplevelserne, som var ulig landskaber, jeg tidligere har set. Bladr billederne igennem og få et indtryk, hvis du lyster.
Det var en god oplevelse at rejse med Dann. Det, at vi var to, tror jeg lettede os for en masse problemer. Daglige uforudsete forhindringer er udmattende i længden, så det var bekvemt at have én at spare med, når trætheden satte ind. Desuden virkede solo-rejsende mere udsatte for alverdens scams og gadekrejleres konstante forsøg på at lokke US-dollars ud af lommen på trætte og forvirrede turister. Jeg er dog positivt overrasket over hvor forholdsvist nemt, det har været at rejse i henholdsvis Cambodia, Laos og Vietnam. Tålmodighed og en accept af, at man bliver snydt hver eneste dag, er nødvendigt. Men man bliver ikke rippet, hvis man er opmærksom, og disse lande har utroligt mange ting at byde på. Det er en af de mest spændende rejseoplevelser, jeg nogensinde har haft, så det er med varme anbefalinger fra mig.
Derefter gik turen så til Beijing, hvor to store blonde fyre stod med flag, Danmarkstrøjer og brede smil ved gaten. Fantastisk. Det er virkelig godt at se drengene igen. Selvom jeg mødte mange søde mennesker i Seoul, så var det meste alligevel på et forholdsvist overfladisk niveau, så det er en befrielse at være tilbage i ligefremme og fortrolige rammer. Og efter en time var det som om, at jeg tog fra København i sidste uge.
Det var fedt at være tilbage i Beijing. Og denne gang i plusgrader. Og hold da op kineserne har haft travlt med at gøre rent overalt, måske lige undtagen på toilettet på vores hostel, men det gik. OL-oplevelsen har været blandet. Højdepunktet var Mikkel Hansens mål direkte på frikast til 26-25 mod russerne. Bundoplevelsen har klart været den bureaukratiske afvikling af legene. At skulle tvinges ud i at købe billetter på det sorte marked for efter at træde ind i en halvtom sportsarena er en frustrerende oplevelse. Og at gå rundt på et olympisk område, som burde sprudle af liv, men kun løbe ind i 5 bankelamme ungarere samt et halvt hundrede kinesiske frivillige, er skuffende. Men det ødelagde nu ikke helhedsoplevelsen, og Muren, Den forbudte by samt Sommerpaladset var lige så imponerende som sidst. Og de så alle godt ud i sommersolen.
Jeg er nu tilbage i Japan, hvor vi efter besøg i Kyoto samt Hiroshima nu er på vej nordpå. Og den står på ø-ferie syd for Tokyo. Det glæder jeg mig virkelig til. Dele af Kyoto og Hiroshima har jo været gentagelser for mig, men at opleve det i andet selskab giver mange nye indtryk, så det har været meget fint. Så efter et par dage på langs ved stillehavets kyst går den mod Mount Fuji, hvor toppen skal besøges denne gang. Og så slutter vi med 3 dages shop-amok i Tokyo, hvorefter Søren, Anders og jeg med blødende tegnebøger springer på flyet til Kastrup. Ankomst 16:05 lørdag den 30.:-). Vi ses snart.
lørdag den 26. juli 2008
Dag 152
Hej alle sammen.
Beklager at min blog-aktivitet er i bund. Når man er på farten med en rygsæk hænger man knap så meget over computeren, som når man går i skole, så min laptop og jeg ses kun lejlighedsvis for tiden. Men jeg vil da lige forsikre jeg alle om, at jeg ikke har forladt jer alle for at blive budhistisk munk på en bjergtop i Indokina.
Siden jeg sidst skrev har jeg været på Filippinerne, i Kambodia og er nu i Laos, som jeg dog tager fra om et par timer, når vores fly går mod Hanoi. Jeg rejser for tiden med en svensk pige, Dann, som også var på udveksling i Seoul. Og det er meget fedt at have en rejsefælle disse steder, da det til tider er udmattende ukendt og besværligt med bureaukrati og en kultur, som til tider er lidt tung at danse med. Men det er på samme tid netop det, der gør denne tur så interessant.
Slaraffenland møder det vilde vesten er nok en passende beskrivelse af de lande jeg har besøgt på det sidste. Filippinerne er en stor støvet Coca Cola reklame, som følge af den amerikanske kolonibaggrund. Men som I måske har set på billederne, brugte Gustav og jeg mest tid på stranden. Et fantastisk sted. Og varmt som en kakkelovn. Jeg formåede at blive solskoldet til trods for, at jeg var søbet i en faktor 30.
Har du penge kan du få i Kambodia. I løbet af en enkelt aften fik jeg tilbudt alt fra skaldede træfløjter over heroin og prostituerede til en AK-47. Ikke just de typiske indkøb. Angkor Wat området med alle de "glemte" templer fra 900-1200 tallets Khmer folk var fantastisk. Glemt i junglen for pludselig at dukke op for små 100 år siden. Et fantastisk syn.
Laos er ganske anderledes. Tilbagelænet og afslappet. Vi har tilbragt nogle dage i en gammel fransk koloniby ved navn Luang Prabang. Og så var vi på en trekking tur, der fik Roskilde 2007 til at minde om en soppetur. Mudder til op over begge ører og med en million igler, der ikke havde fået noget at spise siden jul. Det var fandme ulækkert.
Og så om et par timer letter flyet, og vi rejser til Hanoi. Derefter står den på to ugers rejse ned langs Vietnams kyst til Ho Chi Minh City før jeg rejser til Beijing for at mødes med drengene.
Det er sgu en spændende tid.
De korte beskrivelser er, indrømmet, alt andet end fyldestgørende, men suppler med et par billeder, og jeg håber I kan få et indtryk af, hvad jeg roder med. Alternativt skal jeg glædeligt fortælle historier over en kop kaffe på Nørrebro, Ribe, Bramming og hvor I ellers befinder jer til efteråret, når jeg rammer go'e gamle Danmark.
Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg glæder mig til at se jer snart (5 uger).
Kærligst
Jeppe
Beklager at min blog-aktivitet er i bund. Når man er på farten med en rygsæk hænger man knap så meget over computeren, som når man går i skole, så min laptop og jeg ses kun lejlighedsvis for tiden. Men jeg vil da lige forsikre jeg alle om, at jeg ikke har forladt jer alle for at blive budhistisk munk på en bjergtop i Indokina.
Siden jeg sidst skrev har jeg været på Filippinerne, i Kambodia og er nu i Laos, som jeg dog tager fra om et par timer, når vores fly går mod Hanoi. Jeg rejser for tiden med en svensk pige, Dann, som også var på udveksling i Seoul. Og det er meget fedt at have en rejsefælle disse steder, da det til tider er udmattende ukendt og besværligt med bureaukrati og en kultur, som til tider er lidt tung at danse med. Men det er på samme tid netop det, der gør denne tur så interessant.
Slaraffenland møder det vilde vesten er nok en passende beskrivelse af de lande jeg har besøgt på det sidste. Filippinerne er en stor støvet Coca Cola reklame, som følge af den amerikanske kolonibaggrund. Men som I måske har set på billederne, brugte Gustav og jeg mest tid på stranden. Et fantastisk sted. Og varmt som en kakkelovn. Jeg formåede at blive solskoldet til trods for, at jeg var søbet i en faktor 30.
Har du penge kan du få i Kambodia. I løbet af en enkelt aften fik jeg tilbudt alt fra skaldede træfløjter over heroin og prostituerede til en AK-47. Ikke just de typiske indkøb. Angkor Wat området med alle de "glemte" templer fra 900-1200 tallets Khmer folk var fantastisk. Glemt i junglen for pludselig at dukke op for små 100 år siden. Et fantastisk syn.
Laos er ganske anderledes. Tilbagelænet og afslappet. Vi har tilbragt nogle dage i en gammel fransk koloniby ved navn Luang Prabang. Og så var vi på en trekking tur, der fik Roskilde 2007 til at minde om en soppetur. Mudder til op over begge ører og med en million igler, der ikke havde fået noget at spise siden jul. Det var fandme ulækkert.
Og så om et par timer letter flyet, og vi rejser til Hanoi. Derefter står den på to ugers rejse ned langs Vietnams kyst til Ho Chi Minh City før jeg rejser til Beijing for at mødes med drengene.
Det er sgu en spændende tid.
De korte beskrivelser er, indrømmet, alt andet end fyldestgørende, men suppler med et par billeder, og jeg håber I kan få et indtryk af, hvad jeg roder med. Alternativt skal jeg glædeligt fortælle historier over en kop kaffe på Nørrebro, Ribe, Bramming og hvor I ellers befinder jer til efteråret, når jeg rammer go'e gamle Danmark.
Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg glæder mig til at se jer snart (5 uger).
Kærligst
Jeppe
søndag den 6. juli 2008
Dag 132
132 dage blev det til i Seoul. Status: Jeg er saa pokkers traet af at aede ris og kimchi dag ud og dag ind. Forhaabentlig skifter menuen lidt nede sydpaa. Jeg sidder netop nu i Incheon Airport uden for Seoul og venter paa mit fly mod Cebu Filippinerne. Her skal jeg moedes med to svenskere, hvoraf den ene studerer paa Filipinerne. For tiden regner det vist mest dernede, men da planen var at flyde paa stranden krydser vi fingre for, at der er opklaring paa vej. Det er selvfoelgelig lidt optimistisk at forvente fremragende vejr, naar man vaelger at trave sydasien rundt mit i monsuntiden.
Mette tog hjem i foregaars og I kan tro vi have en god ferie. Det var virkelig svaert at sige farvel til hende endnu en gang, men denne gang er det noget kortere tid. Saa paa mange maader glaeder jeg mig efterhaanden ogsaa til at komme hjem. Men inden da skal jeg lige have en tur til. Godt nok hedder bloggen Jeppe i Seoul, men de naeste otte uger arbejder vi under et lidt bredere begreb, saa jeg vil forsoege at holde jer lidt opdaterede om, hvad jeg oplever paa denne side af kloden.
Seoul og Korea har vaeret en god oplevelse. Baade skolemaessigt men isaer kulturelt. Det har ud fra en kulturelt synspunkt vaeret betragteligt mere interessant end da jeg var i USA. Men som jeg skrev paa min blog dengang, saa var det mest kulturelle man kunne opleve i Buffalo Chicken Wings, saa der skulle ikke alverden til at overgaa dette. Det har ogsaa vaeret spaendende at gaa paa universitetet herovre. Men de foelger lidt en amerikansk model som jeg ikke er saa begejstret for i laengden. Saa jeg tror sgu jeg tager resten af civilingenioeren paa DTU. Har vist ogsaa brugt min udvekslingskvote for denne gang.
Men naa. Nu lukker netcafeen og mit fly letter om en time, saa jeg er den, der er smuttet. Farvel til Seoul og til jer for denne gang. Kan I have det godt derhjemme. Jeg haaber, I faar en dejlig sommer.
Mette tog hjem i foregaars og I kan tro vi have en god ferie. Det var virkelig svaert at sige farvel til hende endnu en gang, men denne gang er det noget kortere tid. Saa paa mange maader glaeder jeg mig efterhaanden ogsaa til at komme hjem. Men inden da skal jeg lige have en tur til. Godt nok hedder bloggen Jeppe i Seoul, men de naeste otte uger arbejder vi under et lidt bredere begreb, saa jeg vil forsoege at holde jer lidt opdaterede om, hvad jeg oplever paa denne side af kloden.
Seoul og Korea har vaeret en god oplevelse. Baade skolemaessigt men isaer kulturelt. Det har ud fra en kulturelt synspunkt vaeret betragteligt mere interessant end da jeg var i USA. Men som jeg skrev paa min blog dengang, saa var det mest kulturelle man kunne opleve i Buffalo Chicken Wings, saa der skulle ikke alverden til at overgaa dette. Det har ogsaa vaeret spaendende at gaa paa universitetet herovre. Men de foelger lidt en amerikansk model som jeg ikke er saa begejstret for i laengden. Saa jeg tror sgu jeg tager resten af civilingenioeren paa DTU. Har vist ogsaa brugt min udvekslingskvote for denne gang.
Men naa. Nu lukker netcafeen og mit fly letter om en time, saa jeg er den, der er smuttet. Farvel til Seoul og til jer for denne gang. Kan I have det godt derhjemme. Jeg haaber, I faar en dejlig sommer.
lørdag den 28. juni 2008
Dag 124
Hej med jer.
Så gik der endnu længere tid. Men I må huske på, at jeg jo har kæresten på besøg, og så prioteres blogge ikke videre højt i min verden. Men vil da lige fortælle jer, at vi har haft et par fantastiske uger. Først på ø-ferie i det sydlige Korea og derefter en lille uge i Hong Kong. Vi er nu tilbage i Seoul, hvor vi skal være en uges tid endnu. Mette rejser hjem fredag, og næste søndag starter jeg så min rejse rundt i Asien. Planen er at tage en uge til Filippinerne efterfulgt af en måneds rundrejse i Cambodia, Laos og Vietnam før jeg mødes med drengene (Søren S og Æ Ræuw) til OL i KINA. Og vi slutter så med to uger i Japan før den hedder Kastrup 30. august.
Jeg er nu helt færdig med selve udvekslingsopholdet på Seoul National University. Det var spændende nok at studere her. Har bestemt haft nogle kompetente og interessante lærere. Men jeg står lidt tilbage med samme følelse som efter jeg læste i USA. Jeg egner mig ikke til skolegang, hvor man skal aflevere ting på ugentlig basis og hele tiden markere, at man er i stand til at følge med i undervisningen. Det er til tider som at gå i gymnasiet igen. Her befinder jeg mig ganske enkelt bedre i den danske "ansvar for egen læring"-tilgang. Så det skal blive helt godt at komme tilbage på DUTTEN og tage den med ro indtil november, og så ellers indhente som var fanden efter mig.
Nå men ville bare lige sige hej. Håber I alle har det godt derhjemme. Der er nye billeder fra vores (Mette og jeg) tur rundt i Asien.
Så gik der endnu længere tid. Men I må huske på, at jeg jo har kæresten på besøg, og så prioteres blogge ikke videre højt i min verden. Men vil da lige fortælle jer, at vi har haft et par fantastiske uger. Først på ø-ferie i det sydlige Korea og derefter en lille uge i Hong Kong. Vi er nu tilbage i Seoul, hvor vi skal være en uges tid endnu. Mette rejser hjem fredag, og næste søndag starter jeg så min rejse rundt i Asien. Planen er at tage en uge til Filippinerne efterfulgt af en måneds rundrejse i Cambodia, Laos og Vietnam før jeg mødes med drengene (Søren S og Æ Ræuw) til OL i KINA. Og vi slutter så med to uger i Japan før den hedder Kastrup 30. august.
Jeg er nu helt færdig med selve udvekslingsopholdet på Seoul National University. Det var spændende nok at studere her. Har bestemt haft nogle kompetente og interessante lærere. Men jeg står lidt tilbage med samme følelse som efter jeg læste i USA. Jeg egner mig ikke til skolegang, hvor man skal aflevere ting på ugentlig basis og hele tiden markere, at man er i stand til at følge med i undervisningen. Det er til tider som at gå i gymnasiet igen. Her befinder jeg mig ganske enkelt bedre i den danske "ansvar for egen læring"-tilgang. Så det skal blive helt godt at komme tilbage på DUTTEN og tage den med ro indtil november, og så ellers indhente som var fanden efter mig.
Nå men ville bare lige sige hej. Håber I alle har det godt derhjemme. Der er nye billeder fra vores (Mette og jeg) tur rundt i Asien.
mandag den 2. juni 2008
Dag 98
Ja, jeg ved det. Jeg er virkelig blevet dårlig til at få skrevet på bloggen. Men kombination af besøg fra DK, planlægning af utallige rejser samt eksaminer er særdeles hæmmende for blog-aktiviteten.
Men I kan tro jeg har oplevet meget på det sidste. Men min fortælling om det bliver denne gang af mere visuel karakter. En orderntlig stabel billeder. (Og så slipper jeg også for at skrive).
Men for efterhånden 2½ uge siden kom far og Marlene til Seoul, hvor vi tilbragte en 4-5 dage før vi tog på Japan-tur. Det var dejligt at have besøg, og så havde de salte fisk med:-).
Første highlight var DMZ - grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Det er uden tvivl den mest besynderlige turistattraktion jeg endnu har besøgt. Det er så uvirkelig en historie, at adskilt af få kilometer findes to befolkninger, som har vidt forskellige begreber om hvad der er sandt og falskt. Verdenshistorien er ikke den samme. Og arkitekten bag dette bedrageri er en lille kakiklædt mand og hans døde far, som har formået at overbevise millioner af mennesker om en løgnhistorie af pompøse dimensioner og religiøs karakter. Det er fuldstændig uvirkeligt for mennesker med min referenceramme, hvordan dette egentlig kan lade sig gøre. Men isolation har vist sig at være et glimrende værktøj i denne forbindelse.
Herefter tog vi turen til Japan. Hvis jeg havde flere valgfrie point på DTU (og ikke savnede Mette så pokkers meget), havde jeg knaldet dem af på et studieophold i dette land:-). Et fantastisk spændende sted. Har spist så meget sushi, at hvis jeg skrabte hul på knæet, har jeg på fornemmelsen at jeg vil bløde soya og wasabi. Lækkert i starten men overdrevne mængder af råt kød og fisk med hoved og hale sætter alligevel maven på prøve i det lange løb. Klimaks af denne følelse blev nået på en af de sidste aftener, hvor vi fik en hummer, der var sprættet op i ryggen, så man kunne nappe af de møre rå kød. Sagen var bare den at hummeren signalerede med horn og lygter og følehorn, at det er smertefuldt at blive spist levende. Æyrk.
Nå men vi startede i Tokyo, videre til Takayama, Hiroshima og sluttede i Kyoto. Disse fantastiske byer får ikke den uddybende beskrivelse de fortjener her. Snart ringer klokken nemlig og Jeppe skal til forelæsning. Kort fortalt. Tokyo - moderne og fascinerende, men uden så pokkers meget sjæl. Dog leverede hotellets bar den bedste Mohito i Japan. Det tæller også. Vi tog en tur til Japans højeste bjerg; Fuji. Og så var vi til sumobrydning! Japanerne siger, at hvis man tror, at sumobrydning kun er to fede mænd, der klasker i mod hinanden i midten af en sandkasse, og hvor den tykkeste vinder, så tager man fejl. Måske. Men det er det også. Og så er det underholdende. Kig på et par billeder og se et videoklip.
Takayama er en provinsiel by vest for Tokyo. Mere traditionel omend noget turistet. Vi boede på traditionel japansk vis, dvs. sove på gulvet og æde fisk til morgenmad. Da vi kom var far særdeles begejstret. "Jeg kunne også bestille ryokan (traditionelle hoteller) til os i Kyoto". Men næste morgen da manden havde ondt i ryggen af at ligge på gulvet, ondt i knæene af at sidde i skrædderstilling og uro i maven efter særdeles uvant kost, så blev den gamle igen bekvemt anlagt.
Hiroshima. Her kan man tale om dårlig smag i munden. Det gjorde virkelig indtryk. Jeg havde en audioguide, der forklarede om museets genstande, og det var 90 små lydklip, der alle gav klump i halsen. Følelsesporno måske. Men det ændrer ikke ved den rædsel, kaos og elendighed, som borgerne i denne by har måttet kæmpe med. At "vinderne" skriver historien, virker dette til at være et godt eksempel på. Jeg begriber ikke, at de amerikanske beslutningstagere for denne handling ikke er dømt hårdere i historien. At japanerne var grusomme er jeg ikke i tvivl om. Men bogstaveligt talt at smelte 100.000-vis af civile mennesker er jo helt ude af proportioner. Og så smed de endda to.
Kyoto. Japans gamle hovedstad gemme næsten 1000 år, og den bedst bevarede by rent arkitektonisk i Japan. Buddhistiske templer og Shinto-helligdomme i tusindvis. Fascinerende, omend der går inflation i det efter et par dage.
Nå. Det var vist det. I næste uge står den på eksaminer, og om to uger kommer Mette!! Det er ligesom at vente på juleaften, da jeg var 5. Jeg glæder mig vanvittigt meget. Vi skal på på strandferie i det sydlige Korea, og derefter en tur til Hong Kong.
Håber ellers det går jer godt derhjemme. Har hørt at den danske sommer er med os i år. Det plejer jo at sætte landet på den anden ende. Kan I have det så pænt.
Men I kan tro jeg har oplevet meget på det sidste. Men min fortælling om det bliver denne gang af mere visuel karakter. En orderntlig stabel billeder. (Og så slipper jeg også for at skrive).
Men for efterhånden 2½ uge siden kom far og Marlene til Seoul, hvor vi tilbragte en 4-5 dage før vi tog på Japan-tur. Det var dejligt at have besøg, og så havde de salte fisk med:-).
Første highlight var DMZ - grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Det er uden tvivl den mest besynderlige turistattraktion jeg endnu har besøgt. Det er så uvirkelig en historie, at adskilt af få kilometer findes to befolkninger, som har vidt forskellige begreber om hvad der er sandt og falskt. Verdenshistorien er ikke den samme. Og arkitekten bag dette bedrageri er en lille kakiklædt mand og hans døde far, som har formået at overbevise millioner af mennesker om en løgnhistorie af pompøse dimensioner og religiøs karakter. Det er fuldstændig uvirkeligt for mennesker med min referenceramme, hvordan dette egentlig kan lade sig gøre. Men isolation har vist sig at være et glimrende værktøj i denne forbindelse.
Herefter tog vi turen til Japan. Hvis jeg havde flere valgfrie point på DTU (og ikke savnede Mette så pokkers meget), havde jeg knaldet dem af på et studieophold i dette land:-). Et fantastisk spændende sted. Har spist så meget sushi, at hvis jeg skrabte hul på knæet, har jeg på fornemmelsen at jeg vil bløde soya og wasabi. Lækkert i starten men overdrevne mængder af råt kød og fisk med hoved og hale sætter alligevel maven på prøve i det lange løb. Klimaks af denne følelse blev nået på en af de sidste aftener, hvor vi fik en hummer, der var sprættet op i ryggen, så man kunne nappe af de møre rå kød. Sagen var bare den at hummeren signalerede med horn og lygter og følehorn, at det er smertefuldt at blive spist levende. Æyrk.
Nå men vi startede i Tokyo, videre til Takayama, Hiroshima og sluttede i Kyoto. Disse fantastiske byer får ikke den uddybende beskrivelse de fortjener her. Snart ringer klokken nemlig og Jeppe skal til forelæsning. Kort fortalt. Tokyo - moderne og fascinerende, men uden så pokkers meget sjæl. Dog leverede hotellets bar den bedste Mohito i Japan. Det tæller også. Vi tog en tur til Japans højeste bjerg; Fuji. Og så var vi til sumobrydning! Japanerne siger, at hvis man tror, at sumobrydning kun er to fede mænd, der klasker i mod hinanden i midten af en sandkasse, og hvor den tykkeste vinder, så tager man fejl. Måske. Men det er det også. Og så er det underholdende. Kig på et par billeder og se et videoklip.
Takayama er en provinsiel by vest for Tokyo. Mere traditionel omend noget turistet. Vi boede på traditionel japansk vis, dvs. sove på gulvet og æde fisk til morgenmad. Da vi kom var far særdeles begejstret. "Jeg kunne også bestille ryokan (traditionelle hoteller) til os i Kyoto". Men næste morgen da manden havde ondt i ryggen af at ligge på gulvet, ondt i knæene af at sidde i skrædderstilling og uro i maven efter særdeles uvant kost, så blev den gamle igen bekvemt anlagt.
Hiroshima. Her kan man tale om dårlig smag i munden. Det gjorde virkelig indtryk. Jeg havde en audioguide, der forklarede om museets genstande, og det var 90 små lydklip, der alle gav klump i halsen. Følelsesporno måske. Men det ændrer ikke ved den rædsel, kaos og elendighed, som borgerne i denne by har måttet kæmpe med. At "vinderne" skriver historien, virker dette til at være et godt eksempel på. Jeg begriber ikke, at de amerikanske beslutningstagere for denne handling ikke er dømt hårdere i historien. At japanerne var grusomme er jeg ikke i tvivl om. Men bogstaveligt talt at smelte 100.000-vis af civile mennesker er jo helt ude af proportioner. Og så smed de endda to.
Kyoto. Japans gamle hovedstad gemme næsten 1000 år, og den bedst bevarede by rent arkitektonisk i Japan. Buddhistiske templer og Shinto-helligdomme i tusindvis. Fascinerende, omend der går inflation i det efter et par dage.
Nå. Det var vist det. I næste uge står den på eksaminer, og om to uger kommer Mette!! Det er ligesom at vente på juleaften, da jeg var 5. Jeg glæder mig vanvittigt meget. Vi skal på på strandferie i det sydlige Korea, og derefter en tur til Hong Kong.
Håber ellers det går jer godt derhjemme. Har hørt at den danske sommer er med os i år. Det plejer jo at sætte landet på den anden ende. Kan I have det så pænt.
mandag den 5. maj 2008
Dag 70
Hej med jer.
Så er det vist tid til en lille opdatering fra Korea. I Lonely Planet bogen om Korea, er der en liste over ting man bør gøre, når man besøger Korea. Og siden sidst kan jeg nu sætte 3 flueben på listen: Haeundae stranden, Offentlig badeanstalt og Nolae-Bang (Koreansk for Karaoke) .
Topi - 2-meter finnen - lokkede mig med på offentlig badeanstalt. Ja ja, det er sådan noget med sauna og et spa-bad. Vi gør det hele tiden i Finland. Men hurtigt blev det klart for Topi, at Korea ikke er Finland, og koreansk offentlig bad er... Ja, lad os bare kalde det anderledes. Damen i skraken fægtede med armene og pegede på en stor tavle, som indeholdt alle de services, som stedet tilbød. Og der stod vi så og håbede på, at den anden af os forstod hvad det var, hun prøvede at forklare os. Men da jeg så spørgende på Topi , sad hans øjenbryn helt oppe i panden, så der var ikke andet at gøre end at ælle bælle. Det viste sig, at vi først fik bestilt en times kropsmassage. Jeg havde en koreansk dame stående på ryggen, som hev i alt fra skulder til tåspids. Relax Relax, sagde hun på gebrokkent engelsk. Og Topi havde fået en massør, der lignede en tidligere verdensmester i Taekwondo. Topi fortalte mig efterfølgende, at han var lige ved at stikke af et par gange. Men videre i programmet blev vi smidt i nogle bassiner med grannåle-vand og ginseng-te. Yes, very good for health. Sådan er det med alt herovre. Alt er godt for et eller andet. Øjnene, fordøjelsen, potensen. You name it. Og så kom den store finale: Full Body Wash. Vi troede faktisk, vi var færdige, men i samme øjeblik kom en tilnærmelsesvis nøgen mand og bad mig følge med. Og inden jeg vidste af det, lå jeg nøgen på en gummibriks og så noget forskræmt ind i øjnene på en koreansk mand med en stor svamp i den ene hånd, og noget der lignede en stålbørste i den anden. Af uvisse årsager mener koreanere åbenbart, at sandpapir korn 100 er en glimrende substitut for en vaskeklud. At blive vasket med en vinkelsliber skaber helt klart en panisk følelse i kroppen. Men det er ingenting i forhold til det øjeblik, hvor man indser, at man ligger på rygger, og vaskemanden arbejder sig nedefter!! Gudskelov drejede Flemming Leth uden om, og gik i stedet i krig med ryggen. Jeg siger jer, at min krop var rødglødende efter denne omgang. Men hold da op, hvor vi grinte højlydt i omklædningsrummet efterfølgende.
Nolaebang er det koreanske udtryk for karaoke. Og der findes omtrent lige som mange karaoke steder, som der findes shawarma-bikse på Nørrebro. Men det er anderledes end vi kender. Man lejer sit eget værelse med sine venner, og der hænger så en stor fladskærm, og et sang-katalog af telefonbogsdimensioner. Desuden indeholder hver eneste rum en tamburin til hver en gæst, så man har noget at give sig til, mens man venter på, at det bliver ens tur. Men for pokker, hvor er det forfærdeligt. Aldrig har jeg hørt så mange tamburinslag på 1 og 3.
I denne weekend var jeg med Gustav og Jihong i Busan, Sydkoreas næststørste by i den sydlige del af landet. Og er du så færdig et lækkert sted. Selvom der bor tre en halv million i byen, virkede den nærmest provinsiel i forhold til Seoul, som er vanvittig hektisk. Så vi dasede den ved stranden og en dukkert blev det også til, omend en af de korteste, jeg har prøvet. Men nu havde Gustav og jeg jo lige sagt til de andre, at vi bestemt skulle bade. Stranden hedder Haeundae, og er den mest populære strand i Korea. Den lå midt i byen. Så man vadede direkte fra indkøbscenteret ud på stranden. Det var super lækkert. Og her stiftede vi bekendtskab med endnu en besynderlig kulturforskel. Det er et koreansk skønhedsideal at være forblive så bleg som mulig! Så alle koreanere sad med store parasoller eller med en forfærdelig masse tøj på. Mærkeligt. Endelig blev vi inviteret til middag af hele familien Lee (Jihongs familie), som lige skulle se "girafferne". Det var helt spændende at være i et koreansk hjem til familiefest.
Men tag et kig på billederne.
Nu må jeg smutte, da jeg er inviteret til fødselsdagsmiddag hos Konstantin aus Frankfurt. Hej så længe.
onsdag den 23. april 2008
Dag 58
Og så gik der næsten to måneder med det. Det er lidt vildt at tænke, at om under to måneder forlader jeg Seoul for at rejse rundt. Og trods det har jeg kun været en brøkdel af de steder, som man bør se. Og jeg tror det skyldes to ting. For det første; en by med omkring 20 millioner indbyggere har selvfølgeligt at ganske betydeligt omfang, og det er ikke noget der opleves med en bustur og en kanalrundfart, som det kan gøres i København. Jeg har virkelig indset, at København må være verdens mindste storby, efter at have boet her et par måneder. Den anden grund er den opslidende koreanske arbejdskultur og undervisningsform. Da jeg læste i Buffalo oplevede jeg, at flid belønnes højere end "talent". I Korea er det nærmere underkastelse og absolut hengivenhed. Sjældent har jeg set folk knokle så indædt og vedholdende. For eksempel sidder jeg lige nu på skolens bibliotek og klokken er 13. Halvdelen ved mit bord ligger bogstavelig talt og sover med ansigtet i deres bøger. Og det lyder selvfølgelig som om, de ikke laver noget, men tro mig... Årsagen er, at de sikkert kun har tilladt sig 2-3 timers søvn igen i nat. Jeg har netop læst en OECD rapport, som udnævner koreanske gymnasieelever til dem, der studerer mest i deres studietid. Omtrent dobbelt så mange timer årligt, som en dansk studerende. Samtidig beskrev rapporten, at cirka 20 % af disse elever har alarmerende stress-symptomer. De er virkelig under et pres af en anden verden. Og det helt og aldeles dikteret af en kultur, der efterlader lidt plads til dårlige resultater. Det er ikke kun ens egne ambitioner, der skal tilfredsstilles men også familiens og samfundets. Du godeste, hvor er jeg glad for Danmarks individualistiske tankegang på dette område. Men alt sammen betyder jo meget skole og lidt sjov - også for mig. Men jeg har nu efterhånden lært spillet her, og er begyndt at studere på min måde, som gudskelov levner plads til fri-weekender og sene nætter på barerne. Og hold da op en lang indledning på denne post. Videre.
I sidste weekend var jeg ude at vandre i bjergene omkring skolen. Det var fantastisk. Som dansker fra pandekageland bliver man jo forholdsvist let imponeret over bjerge, og en koreaner spurgte mig da også den anden dag, hvorfor jeg tog så mange billeder af bjerge. De er jo overalt. Hehe... Jeg kunne jo egentlig godt forstå hans undren. Det ville vel svare til at man stod og tog billeder af en pløjemark hjemme i Danmark. Men ikke desto mindre bliver jeg stadig let imponeret. Tjek billederne ("Gwanak San" - bjergets navn) og døm selv. Og som I kan se er det blevet nærmest sommer her i Seoul. Eller sommer efter danske standard. Om et par måneder, bliver det sikkert uudholdeligt, men lige nu er det fantastisk lækkert.
Og hvad mere. Den anden nat, måtte det skandinaviske hold (Gustav, Topi og jeg) ty til uvante midler, da vi forsøgte at få en taxa hjem fra byen. Vi var havnet i det mest populære kvarter i den bedste tid, hvorfor ingen chauffører gad køre os ud til universitet i byens udkant. Efter en halv time og 50 hovedrystende chauffører, blev det for meget for 2-meter finnen Topi, som rask hev en bunke krøllede pengesedler og af lommen og bestak den næste chauffør med et beløb, der vel nærmer sig en koreansk dagsløn, og 1,2,3 så havde vi ellers privatchauffør. Hehe. Money talks.
Og så har jeg købt mig en guitar. En gang akustisk pindebrænde fra Kina, men hold da op hvor er det dejligt, at få lidt musikalsk stimulans igen. Vi var på et dybt kaotisk musikmarked, hvor priserne faldt dramatisk, da vi var på vej ud af døren. Så jeg endte med at slippe 350 for guitar, taske og strenge.
Og så har jeg lige en lille video til jer at slutte af på. I mandags tog Gustav, Topi, en bande mexikanere og jeg på en bar, hvor man kunne ønske musik, og se hvad der kom ud af det...
I sidste weekend var jeg ude at vandre i bjergene omkring skolen. Det var fantastisk. Som dansker fra pandekageland bliver man jo forholdsvist let imponeret over bjerge, og en koreaner spurgte mig da også den anden dag, hvorfor jeg tog så mange billeder af bjerge. De er jo overalt. Hehe... Jeg kunne jo egentlig godt forstå hans undren. Det ville vel svare til at man stod og tog billeder af en pløjemark hjemme i Danmark. Men ikke desto mindre bliver jeg stadig let imponeret. Tjek billederne ("Gwanak San" - bjergets navn) og døm selv. Og som I kan se er det blevet nærmest sommer her i Seoul. Eller sommer efter danske standard. Om et par måneder, bliver det sikkert uudholdeligt, men lige nu er det fantastisk lækkert.
Og hvad mere. Den anden nat, måtte det skandinaviske hold (Gustav, Topi og jeg) ty til uvante midler, da vi forsøgte at få en taxa hjem fra byen. Vi var havnet i det mest populære kvarter i den bedste tid, hvorfor ingen chauffører gad køre os ud til universitet i byens udkant. Efter en halv time og 50 hovedrystende chauffører, blev det for meget for 2-meter finnen Topi, som rask hev en bunke krøllede pengesedler og af lommen og bestak den næste chauffør med et beløb, der vel nærmer sig en koreansk dagsløn, og 1,2,3 så havde vi ellers privatchauffør. Hehe. Money talks.
Og så har jeg købt mig en guitar. En gang akustisk pindebrænde fra Kina, men hold da op hvor er det dejligt, at få lidt musikalsk stimulans igen. Vi var på et dybt kaotisk musikmarked, hvor priserne faldt dramatisk, da vi var på vej ud af døren. Så jeg endte med at slippe 350 for guitar, taske og strenge.
Og så har jeg lige en lille video til jer at slutte af på. I mandags tog Gustav, Topi, en bande mexikanere og jeg på en bar, hvor man kunne ønske musik, og se hvad der kom ud af det...
søndag den 13. april 2008
Dag 48
For pokker hvor er jeg blevet søvnig til at skrive på bloggen. Har lidt svært ved at samle mig om det. Men nu skal I da ha' en opdatering fra Jeppe i østen.
Så siden sidst har jeg jo været ude at slå søm i som frivillig arbejder. Det var et provinsielt ufremkommeligt område i det nordøstlige Korea, fuldstændig pakket ind i bjerge og klipper. Spændende at se noget andet end Seoul, der til tider er lidt anstrengende at opholde sig i. Det var dejligt med noget afveksling (Og noget frisk luft). Og som I kan se på billederne satte jeg da både lister op, og savede med rundsav og bankede søm i. Jaja. Og ingen blå negle. Men en masse bøjede søm dog. Vi nåede dog faktisk ikke at lave alverden, da administratorerne af projektet var så begejstrede for at have nogle udlændinge på besøg, at de hellere ville vise os det lokale marked and at arbejde. I de provinsielle områder her i Korea er der ikke rigtigt supermarkeder, så hver femte dag er der marked, og folk samles på en rigtig markedsplads med alverdens mad og ting og sager. Ja, og så fik Jeppe spiste sin første og formentlig sidste kakkerlak. Det mindede mest af alt om en stor bænkebider, og jeg får det helt dårligt bare af at skrive om det. Det kom så pludseligt at jeg blev tilbudt en, at jeg slet ikke nåede at få et billede af det. Desværre. Så I må tænke jer til, hvor fortrukket mit ansigt må have set ud. I kan se de billeder jeg derimod fik taget på markedet og på "byggepladsen" ved at klikke ude til højre.
Mens bænkebideren ikke lavet ravage for min mave, var der andre ting, der skabte ramasjang i maven. Så onsdag måtte jeg tage en dag på langs endnu en gang. Men dagen efter havde jeg det heldigvis fint.
Og i går var såmænd til Koreansk bryllup. Lydia, som er min kontaktperson på universitetet, blev gift. To gange faktisk - først kristent og så traditionelt koreansk. Den ene form mere usædvanlig end den anden. Alle de udenlandske studerende var inviteret, og vi var mange der undrede os noget, indtil to ting gik op for os:
1) I Korea er der prestige i at holde store bryllupper - jo flere gæster, desto mere vigtig lader man til at være. Og så kunne vi jo tælle godt op i statistikken der.
2) Der er desuden kotume at give penge frem for gaver. Så 80 rige europæere er jo en fin indtægtskilde.
Men det var faktisk en god oplevelse. Til det kristne bryllup optrådte en masse gæster inde i kirken, og vi skulle synge All you need is love. Hvis John Lennon havde levet den dag i dag, tror jeg, at han på stedet havde opgivet sin pacifistiske levevis og givet os en ordentlig ørefigen. Sjældent er en så køn kærlighedssang blevet forulempet i sådant et omfang, som det skete den 12 april i Seoulleung kirke. Og så var der storskærm på, så man rigtig kunne se hvad der foregik. Det er helt tossede med teknologi overalt de koreanere. Altså det var meget sjovt, men alt andet end romantisk.
Det traditionelle bryllup var så traditionelt, at selv brudeparret virkede dybt forundrede over hvordan det skulle foregå. Højdepunktet var, da grommen først skulle bære bruden rundt på ryggen, og derefter skulle moderen søreme også have en tur. Hihi det var sjovt. Det skulle selvfølgelig symbolisere, at han ville tage sig af dem, men rideturen rundt i manegen gjorde dog staklen noget forlegen, med 80 udlændinge med kameraerne på paparazzi-mode.
Nå det var vist alt for nu. Tjek billederne og hav det så fint.
Så siden sidst har jeg jo været ude at slå søm i som frivillig arbejder. Det var et provinsielt ufremkommeligt område i det nordøstlige Korea, fuldstændig pakket ind i bjerge og klipper. Spændende at se noget andet end Seoul, der til tider er lidt anstrengende at opholde sig i. Det var dejligt med noget afveksling (Og noget frisk luft). Og som I kan se på billederne satte jeg da både lister op, og savede med rundsav og bankede søm i. Jaja. Og ingen blå negle. Men en masse bøjede søm dog. Vi nåede dog faktisk ikke at lave alverden, da administratorerne af projektet var så begejstrede for at have nogle udlændinge på besøg, at de hellere ville vise os det lokale marked and at arbejde. I de provinsielle områder her i Korea er der ikke rigtigt supermarkeder, så hver femte dag er der marked, og folk samles på en rigtig markedsplads med alverdens mad og ting og sager. Ja, og så fik Jeppe spiste sin første og formentlig sidste kakkerlak. Det mindede mest af alt om en stor bænkebider, og jeg får det helt dårligt bare af at skrive om det. Det kom så pludseligt at jeg blev tilbudt en, at jeg slet ikke nåede at få et billede af det. Desværre. Så I må tænke jer til, hvor fortrukket mit ansigt må have set ud. I kan se de billeder jeg derimod fik taget på markedet og på "byggepladsen" ved at klikke ude til højre.
Mens bænkebideren ikke lavet ravage for min mave, var der andre ting, der skabte ramasjang i maven. Så onsdag måtte jeg tage en dag på langs endnu en gang. Men dagen efter havde jeg det heldigvis fint.
Og i går var såmænd til Koreansk bryllup. Lydia, som er min kontaktperson på universitetet, blev gift. To gange faktisk - først kristent og så traditionelt koreansk. Den ene form mere usædvanlig end den anden. Alle de udenlandske studerende var inviteret, og vi var mange der undrede os noget, indtil to ting gik op for os:
1) I Korea er der prestige i at holde store bryllupper - jo flere gæster, desto mere vigtig lader man til at være. Og så kunne vi jo tælle godt op i statistikken der.
2) Der er desuden kotume at give penge frem for gaver. Så 80 rige europæere er jo en fin indtægtskilde.
Men det var faktisk en god oplevelse. Til det kristne bryllup optrådte en masse gæster inde i kirken, og vi skulle synge All you need is love. Hvis John Lennon havde levet den dag i dag, tror jeg, at han på stedet havde opgivet sin pacifistiske levevis og givet os en ordentlig ørefigen. Sjældent er en så køn kærlighedssang blevet forulempet i sådant et omfang, som det skete den 12 april i Seoulleung kirke. Og så var der storskærm på, så man rigtig kunne se hvad der foregik. Det er helt tossede med teknologi overalt de koreanere. Altså det var meget sjovt, men alt andet end romantisk.
Det traditionelle bryllup var så traditionelt, at selv brudeparret virkede dybt forundrede over hvordan det skulle foregå. Højdepunktet var, da grommen først skulle bære bruden rundt på ryggen, og derefter skulle moderen søreme også have en tur. Hihi det var sjovt. Det skulle selvfølgelig symbolisere, at han ville tage sig af dem, men rideturen rundt i manegen gjorde dog staklen noget forlegen, med 80 udlændinge med kameraerne på paparazzi-mode.
Nå det var vist alt for nu. Tjek billederne og hav det så fint.
søndag den 30. marts 2008
Dag 34
Så gik der en måned med det. Det er en lidt speciel følelse. I nogle henseender føles det som om, jeg næsten lige er kommet, men på den anden side føles det også som længe siden, at jeg stod i Kastrup og vinkede farvel.
Desværre må jeg også erkende, at der kommer færre og færre indlæg på bloggen fra min side. Jeg tror måske, at det er et udtryk for, at det er ved at blive hverdag for mig herovre, og derfor sker der ikke noget radikalt nyt for tiden. Men nu kommer der lige en hurtig opsummering af de sidste par uger. Efter jeg blev rask, havde jeg en masse kedeligt skolearbejde, som skulle indhentes. Så indtil i torsdag følte jeg mig noget socialt understimuleret, efter at have tilbragt noget, der ligner en uge for mig selv. Men det fik vi heldigvis lavet lidt om på med et par byture.
Derudover har jeg fået mig en ny I-pod. Det er nok første og sidste gang, jeg går en måned uden en mp-3 afspiller. Og der var sgu dansk software på den. Her i løbet af næste uge, er vi desuden nogle stykker, der tager på et marked for musikinstrumenter. Jeg savner virkelig at bokse lidt i et klaver, så jeg tror jeg køber et billigt midi-keyboard og måske noget andet tingeltangel.
Som beskrevet i tidligere indlæg er Korea overordnet set virkeligt billigt. Og inden for de sidste par uger er alt blevet endnu billigere. Den koreanske valuta er faldet cirka 10 % i forhold til den danske krone og euroen, så mine kroner bliver mange flere Won værd. Bonus. Lidt urimeligt er det dog, at os ”rige” europæere bliver rigere, mens alle vores koreanske venner, der skal til Europa næste semester for at læse, river sig i deres sorte hår over udviklingen.
Den næste tid. Tja, i næste weekend har jeg meldt mig til et projekt, hvor vi skal bygge huse til fattige koreanere nede i den sydlige del af Korea. Og nu sidder I sikkert og tænker, jamen Jeppe kan sgu da ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele, men lad os nu se, om jeg ikke kan huske et trick eller to fra sløjd-dagene på Bakkevejens Skole. Jeg har da mindst drejet et par boldtræ, der kunne levere en frelser i rundbold i skolegården. Så mon ikke jeg også kan skrue en skrue eller to i. Vi får se. Jeg tror, det bliver ret spændende. Og så er det jo en måde at komme lidt rundt i landet på.
Derudover går vi og sysler lidt med en Japan-tur. Det er dog ret svært at finde et tidspunkt, hvor ingen af os har eksaminer, men forhåbentlig lykkes det.
Der er desværre ingen nye billeder i denne omgang. Jeg har været lidt sløj på aftrækkeren, men det vil jeg få lavet om på i den kommende uge.
Det var vist alt for nu. Håber det går godt derhjemme.
Desværre må jeg også erkende, at der kommer færre og færre indlæg på bloggen fra min side. Jeg tror måske, at det er et udtryk for, at det er ved at blive hverdag for mig herovre, og derfor sker der ikke noget radikalt nyt for tiden. Men nu kommer der lige en hurtig opsummering af de sidste par uger. Efter jeg blev rask, havde jeg en masse kedeligt skolearbejde, som skulle indhentes. Så indtil i torsdag følte jeg mig noget socialt understimuleret, efter at have tilbragt noget, der ligner en uge for mig selv. Men det fik vi heldigvis lavet lidt om på med et par byture.
Derudover har jeg fået mig en ny I-pod. Det er nok første og sidste gang, jeg går en måned uden en mp-3 afspiller. Og der var sgu dansk software på den. Her i løbet af næste uge, er vi desuden nogle stykker, der tager på et marked for musikinstrumenter. Jeg savner virkelig at bokse lidt i et klaver, så jeg tror jeg køber et billigt midi-keyboard og måske noget andet tingeltangel.
Som beskrevet i tidligere indlæg er Korea overordnet set virkeligt billigt. Og inden for de sidste par uger er alt blevet endnu billigere. Den koreanske valuta er faldet cirka 10 % i forhold til den danske krone og euroen, så mine kroner bliver mange flere Won værd. Bonus. Lidt urimeligt er det dog, at os ”rige” europæere bliver rigere, mens alle vores koreanske venner, der skal til Europa næste semester for at læse, river sig i deres sorte hår over udviklingen.
Den næste tid. Tja, i næste weekend har jeg meldt mig til et projekt, hvor vi skal bygge huse til fattige koreanere nede i den sydlige del af Korea. Og nu sidder I sikkert og tænker, jamen Jeppe kan sgu da ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele, men lad os nu se, om jeg ikke kan huske et trick eller to fra sløjd-dagene på Bakkevejens Skole. Jeg har da mindst drejet et par boldtræ, der kunne levere en frelser i rundbold i skolegården. Så mon ikke jeg også kan skrue en skrue eller to i. Vi får se. Jeg tror, det bliver ret spændende. Og så er det jo en måde at komme lidt rundt i landet på.
Derudover går vi og sysler lidt med en Japan-tur. Det er dog ret svært at finde et tidspunkt, hvor ingen af os har eksaminer, men forhåbentlig lykkes det.
Der er desværre ingen nye billeder i denne omgang. Jeg har været lidt sløj på aftrækkeren, men det vil jeg få lavet om på i den kommende uge.
Det var vist alt for nu. Håber det går godt derhjemme.
torsdag den 20. marts 2008
Dag 24
Surprise surprise. Så måtte Jeppe en tur i gulvet med noget koreansk influenza-værk. Mit helbred er og bliver altså ikke verdens bedste. Men nu er det heldigvis ved at være ovre efter 3 dage på langs, og jeg tror, at jeg er helt ovenpå i morgen.
Siden sidst. Og det vil sige før denne uge, for siden mandag har jeg stort set bare kigget op i loftet. Men før det har jeg da heldigvis oplevet andre interessante ting.
Koreansk filmaften. Så en film om Korea-krigen kaldet "Welcome to Dongmakgol". Den kan jeg sagtens anbefale. Det var spændende at få lidt historie om Koreas noget brogede fortid på plads. Koreakrigen og opdelingen af landet virker dog ikke til at have nogen større betydning for den yngre generation af koreanere. Jeg tænker, at det er lidt ligesom hvad anden verdenskrig er for min generation i Danmark. Et fjernt og overstået kapitel. Men den store forskel er jo bare, at Sydkorea principielt stadig er et land i krig. Søndag var jeg på vandretur i et bjergområde, og pludselig støder man på en militærpost på en bjergtop, hvor der står soldater med antiluftskyts kanoner. De har godt nok ikke løsnet et skud siden våbenhvilen i juli 1953, men de står der den dag i dag. Alle koreanske mænd aftjener for resten 2 års militærtjeneste, så det sætter stadig sit aftryk på samfundet. Det er besynderligt at opleve, men også virkelig interessant. Jeg tror ikke, der findes en lignende konflikt i verden. Og jeg glæder mig vildt meget til at besøge grænseområdet.
Og faktisk hvis I ser på et af mine billeder fra SNU:
http://picasaweb.google.dk/jeppebjerrum/SNU/photo#5174948947446542114
så fik jeg fortalt, at hvad jeg troede var en vejrstation på en bjergtop ved universitetet, faktisk ligeledes er en større militærpost. Det er sgu lidt underligt.
Nå men fredag var vi i byen. Vi besøgte et par forskellige værtshuse, før vi havnede på en natklub, hvor befolkningstætheden til sammenligning ville få Indien til at minde om en ødemark. Det var forfærdeligt trængt, og det gik op for, at brandmyndighederne nok ikke er en instans med videre stor bemyndigelse her i landet. Næ, så jeg skred og koblede mig på et par koreanere, som tog mig med til en lille snusket bar. I ved, en af de slags man aldrig ville finde, hvis man kom som turist. Det var et befriende simpelt sted. Jeg er og bliver et bodegamenneske. Jeg kan simpelthen ikke tage det, når det bliver for in.
Lørdag var jeg ude at spise med en svensker Carl Tonsgard, som en fyr der har boet her et års tid med kæresten. De arbejder begge for et svensk firma, og de hjalp mig med nogle oplysninger og sådan inden jeg kom herover. Han var en virkelig flink fyr, og han tog mig til en virkelig lækker sushi-restaurant. Nok det første rigtig lækre måltid, jeg har fået herovre.
Og så var det vandretur om søndagen. Inwangsan Shamanist Hillside Walk. Det var en tur rundt i en bjergområde, hvor mange shamanister holder til. Korea er noget af et kuldetæppe, når det kommer til religiøse overbevisninger, og en af de ældre er shamanisme. Så her ofrede folk mad og andet til de døde ånder, som der ifølge shamanisterne skal tages vare på. Vi så dog desværre ikke nogen ceremoni, men der var en fantastisk udsigt, der vi kom op i bjergene. Jeg har uploadet en række billeder. Tror også, at det er lykkedes mig at uploade et videoklip med en panorering ud over Seoul.
Hmm. Det var vist alt for nu. Jeg vil i seng og se om jeg ikke kan slippe af med min sidste dårligdom. Kan I have det godt, og god påske til jer derhjemme.
Siden sidst. Og det vil sige før denne uge, for siden mandag har jeg stort set bare kigget op i loftet. Men før det har jeg da heldigvis oplevet andre interessante ting.
Koreansk filmaften. Så en film om Korea-krigen kaldet "Welcome to Dongmakgol". Den kan jeg sagtens anbefale. Det var spændende at få lidt historie om Koreas noget brogede fortid på plads. Koreakrigen og opdelingen af landet virker dog ikke til at have nogen større betydning for den yngre generation af koreanere. Jeg tænker, at det er lidt ligesom hvad anden verdenskrig er for min generation i Danmark. Et fjernt og overstået kapitel. Men den store forskel er jo bare, at Sydkorea principielt stadig er et land i krig. Søndag var jeg på vandretur i et bjergområde, og pludselig støder man på en militærpost på en bjergtop, hvor der står soldater med antiluftskyts kanoner. De har godt nok ikke løsnet et skud siden våbenhvilen i juli 1953, men de står der den dag i dag. Alle koreanske mænd aftjener for resten 2 års militærtjeneste, så det sætter stadig sit aftryk på samfundet. Det er besynderligt at opleve, men også virkelig interessant. Jeg tror ikke, der findes en lignende konflikt i verden. Og jeg glæder mig vildt meget til at besøge grænseområdet.
Og faktisk hvis I ser på et af mine billeder fra SNU:
http://picasaweb.google.dk/jeppebjerrum/SNU/photo#5174948947446542114
så fik jeg fortalt, at hvad jeg troede var en vejrstation på en bjergtop ved universitetet, faktisk ligeledes er en større militærpost. Det er sgu lidt underligt.
Nå men fredag var vi i byen. Vi besøgte et par forskellige værtshuse, før vi havnede på en natklub, hvor befolkningstætheden til sammenligning ville få Indien til at minde om en ødemark. Det var forfærdeligt trængt, og det gik op for, at brandmyndighederne nok ikke er en instans med videre stor bemyndigelse her i landet. Næ, så jeg skred og koblede mig på et par koreanere, som tog mig med til en lille snusket bar. I ved, en af de slags man aldrig ville finde, hvis man kom som turist. Det var et befriende simpelt sted. Jeg er og bliver et bodegamenneske. Jeg kan simpelthen ikke tage det, når det bliver for in.
Lørdag var jeg ude at spise med en svensker Carl Tonsgard, som en fyr der har boet her et års tid med kæresten. De arbejder begge for et svensk firma, og de hjalp mig med nogle oplysninger og sådan inden jeg kom herover. Han var en virkelig flink fyr, og han tog mig til en virkelig lækker sushi-restaurant. Nok det første rigtig lækre måltid, jeg har fået herovre.
Og så var det vandretur om søndagen. Inwangsan Shamanist Hillside Walk. Det var en tur rundt i en bjergområde, hvor mange shamanister holder til. Korea er noget af et kuldetæppe, når det kommer til religiøse overbevisninger, og en af de ældre er shamanisme. Så her ofrede folk mad og andet til de døde ånder, som der ifølge shamanisterne skal tages vare på. Vi så dog desværre ikke nogen ceremoni, men der var en fantastisk udsigt, der vi kom op i bjergene. Jeg har uploadet en række billeder. Tror også, at det er lykkedes mig at uploade et videoklip med en panorering ud over Seoul.
Hmm. Det var vist alt for nu. Jeg vil i seng og se om jeg ikke kan slippe af med min sidste dårligdom. Kan I have det godt, og god påske til jer derhjemme.
onsdag den 12. marts 2008
Dag 16
Hmm... Jeg må desværre konstatere at indlæggene bliver færre, i takt med at skolen begynder at tage fat. Men i dag, min 16'ende i Seoul, har jeg tidligt fri. Klokken er knap et, og inden frokost skal der lige fortælles et par historier.
Buddhister: Oplyste lykkelige personer eller skaldede mennesker i unisex-tøj med uforståelig trang til at gøre alt det, som aldrig kunne falde mig (og de fleste af jer sikkert) ind?! Dette er et retorisk spørgsmål af de helt store mine damer og herrer. At være buddhist gør nas. Men som alt der gør nas, er det rart at komme ud på den anden side, og derved få sat tingene lidt i perspektiv. Det er lidt ligesom at tage til Rosklide Festival i 2007.
Så vi ankom til templet og blev iført orange munke/fange-dragter. Der manglende bare en kugle om anklen, og det ville have været Joe Dalton all over igen. Her kommer lige et par highlights fra turen.
Spise: Munkene spiser fra et sæt af skåle kaldet Bawloo eller sådan noget, og aldrig er jeg stødt på en tallerken, der var omgivet af et så kompliceret regelsæt. Tro det eller lad vær, men det tog en time bare at øse op i skålene! Sult får en helt ny følelse, når man sidder under en halv meter fra fyldte tallerkener, men som man ikke kan røre før alverdens ritualer er overstået. Nngg, tænker man og krummer tæer. Hvis Søren Skaastrup havde været med, er jeg sikker på, at han var røget lige i flæsket på munken, som bad os vente med at røre maden til alle ritualer var overstået. Buddhisterne påpeger desuden (meget skarpsindigt), at når vi kommer til verden har vi intet med os, og når vi forlader den, kan vi ej heller tage noget med. Dette princip blev overført til måltidet, hvorfor absolut intet måtte levnes. Og jeg mener intet. Dette blev første og forhåbentlig sidste gang, jeg drak opvaskevandet!
Næste highlight var at munkene vækkede os klokken 3:30. Efter at have sovet på gulvet vel at mærke. I to timer kunne jeg godt have været stand-in for Boris Karloff i Frankenstein. Vi gennemførte derefter en bede-ceremoni, hvor man knæler 108 gange ved udførelse af en slags englehop fra helvede. Knæ- og ankelsmerter er åbenbart noget, der ikke bliver gjort i blandt Buddhas følge. Men undervejs i denne ceremoni gennemførte munkene en række messende 3 stemminge-sange, som var dybt betagende. Og det gjorde de virkelig overraskende, godt synes jeg. Det var særdeles betagende.
Og nu kom nok den sjoveste oplevelse. Og den havde faktisk ikke en pind at gøre med buddhisme. Efter morgenceremonien gik vi en tur i en nærliggende park, hvor vi deltog i en morgengymnastik-session. Jeg tuede af grin. Der stod en 70 årig mand på et podie, og lavede de vildeste fakter med arme og ben, akkompagneret af noget militaristisk musik og en speaker, der lød som Mister Miyagi på Rohypnol. Nej, hvor var det godt.
Nå, men tilbage i templet afsluttede vi med en te-ceromoni og noget meditation. Jeg stirrede ind i en væg i en halv time, og blev kraftigt mindet om en dag i december 2006, hvor Svensken spillede særdeles højt på Stenbohus. Hvis du beslutter dig for at konvertere til buddhisme, så gør det inden rockmusik og tinitus bliver en del af din hverdag.
Det var faktisk enormt spændende at være buddhist for en dag, men det var også virkelig hårdt. Jeg må erkende, at jeg simpelthen er en bekvemmelig vesteuropæer, som elsker dyner, puder, at æde og slukke for vækkeuret.
Efter tempelturen var vi nogle stykker, der gik en tur i et nærliggende område kaldet Hyehwa, som er i den centrale del af Seoul. Det var faktisk et lækkert sted, med en masse parker og en gammelt palads, som jeg bestemt skal tilbage til i mere udhvilket tilstand. Jeg mødte en række nye mennesker, hvis selskab jeg bestemt tror, jeg kommer til at nyde.
Og nu er jeg pænt sulten, så jeg vil gå over og proppe mig med ris, og glemme alt om buddhistisk mådeholdenhed for nu. Der kommer flere buddhist-billeder senere, når nogle af de andre studerende, lige får sendt deres billeder til mig. Hej med jer.
Buddhister: Oplyste lykkelige personer eller skaldede mennesker i unisex-tøj med uforståelig trang til at gøre alt det, som aldrig kunne falde mig (og de fleste af jer sikkert) ind?! Dette er et retorisk spørgsmål af de helt store mine damer og herrer. At være buddhist gør nas. Men som alt der gør nas, er det rart at komme ud på den anden side, og derved få sat tingene lidt i perspektiv. Det er lidt ligesom at tage til Rosklide Festival i 2007.
Så vi ankom til templet og blev iført orange munke/fange-dragter. Der manglende bare en kugle om anklen, og det ville have været Joe Dalton all over igen. Her kommer lige et par highlights fra turen.
Spise: Munkene spiser fra et sæt af skåle kaldet Bawloo eller sådan noget, og aldrig er jeg stødt på en tallerken, der var omgivet af et så kompliceret regelsæt. Tro det eller lad vær, men det tog en time bare at øse op i skålene! Sult får en helt ny følelse, når man sidder under en halv meter fra fyldte tallerkener, men som man ikke kan røre før alverdens ritualer er overstået. Nngg, tænker man og krummer tæer. Hvis Søren Skaastrup havde været med, er jeg sikker på, at han var røget lige i flæsket på munken, som bad os vente med at røre maden til alle ritualer var overstået. Buddhisterne påpeger desuden (meget skarpsindigt), at når vi kommer til verden har vi intet med os, og når vi forlader den, kan vi ej heller tage noget med. Dette princip blev overført til måltidet, hvorfor absolut intet måtte levnes. Og jeg mener intet. Dette blev første og forhåbentlig sidste gang, jeg drak opvaskevandet!
Næste highlight var at munkene vækkede os klokken 3:30. Efter at have sovet på gulvet vel at mærke. I to timer kunne jeg godt have været stand-in for Boris Karloff i Frankenstein. Vi gennemførte derefter en bede-ceremoni, hvor man knæler 108 gange ved udførelse af en slags englehop fra helvede. Knæ- og ankelsmerter er åbenbart noget, der ikke bliver gjort i blandt Buddhas følge. Men undervejs i denne ceremoni gennemførte munkene en række messende 3 stemminge-sange, som var dybt betagende. Og det gjorde de virkelig overraskende, godt synes jeg. Det var særdeles betagende.
Og nu kom nok den sjoveste oplevelse. Og den havde faktisk ikke en pind at gøre med buddhisme. Efter morgenceremonien gik vi en tur i en nærliggende park, hvor vi deltog i en morgengymnastik-session. Jeg tuede af grin. Der stod en 70 årig mand på et podie, og lavede de vildeste fakter med arme og ben, akkompagneret af noget militaristisk musik og en speaker, der lød som Mister Miyagi på Rohypnol. Nej, hvor var det godt.
Nå, men tilbage i templet afsluttede vi med en te-ceromoni og noget meditation. Jeg stirrede ind i en væg i en halv time, og blev kraftigt mindet om en dag i december 2006, hvor Svensken spillede særdeles højt på Stenbohus. Hvis du beslutter dig for at konvertere til buddhisme, så gør det inden rockmusik og tinitus bliver en del af din hverdag.
Det var faktisk enormt spændende at være buddhist for en dag, men det var også virkelig hårdt. Jeg må erkende, at jeg simpelthen er en bekvemmelig vesteuropæer, som elsker dyner, puder, at æde og slukke for vækkeuret.
Efter tempelturen var vi nogle stykker, der gik en tur i et nærliggende område kaldet Hyehwa, som er i den centrale del af Seoul. Det var faktisk et lækkert sted, med en masse parker og en gammelt palads, som jeg bestemt skal tilbage til i mere udhvilket tilstand. Jeg mødte en række nye mennesker, hvis selskab jeg bestemt tror, jeg kommer til at nyde.
Og nu er jeg pænt sulten, så jeg vil gå over og proppe mig med ris, og glemme alt om buddhistisk mådeholdenhed for nu. Der kommer flere buddhist-billeder senere, når nogle af de andre studerende, lige får sendt deres billeder til mig. Hej med jer.
søndag den 9. marts 2008
Dag 13
Suk. Er netop kommet hjem fra et døgn som buddhist i et tempel. Har masser historier at berette, men en vanvittig nonne vækkede mig klokken halv fire i morges. Jeg er helt færdig. Så historierne kommer inden for et par dage. Og jeg som lige var kommet af med mit jetlag.
fredag den 7. marts 2008
Dag 11
Alt paa plads. Plads til alt. Saadan sagde Joergen Leth altid, naar Tour de France feltet trillede ud paa foerste etape. Og samme saetning kunne saamaend godt indlede min naeste tid her i Seoul.
Har endelig faaet styr paa alle mine kurser. Det er ikke endt helt som jeg havde planlagt, men er alligevel godt tilfreds. Mit skema er specielt godt. Fra maj har jeg kun timer mandag, tirsdag og onsdag, hvilket aabner op for nogle laengere weekendture rundt om i landet.
Jeg er efterhaanden ogsaa begyndt at blive forholdsvis bekendt med koreansk kotume, men det er virkelig omfattende. Der er et hav af hoeflighedsgestikulationer, og din opfoersel boer afhaenge af din alder i forhold til de personer, du er sammen med. Saa det er virkelig noget af det foerste, der bliver spurgt om, da man skal laegge en mere ydmyg holdning for dagen, saafremt du er yngste person. Det er sgu noget vaerre fis er det. Folk der er et aar aeldre end nogle andre kan tillade sig mere, men saa snart der kommer en, der er endnu aeldre, maa man tilpasse sig igen. Heldigvis er jeg den aeldste af dem alle, saa jeg behoever ikke frygte at jokke i spinaten. Hvis der findes en koreansk Emma Gad, maa hendes Takt og Tone bog have et omfang svarende til Karnovs lovsamling.
Min i-pod doede desvaerre igaar. Pokkers. Tror jeg koeber en ny herovre. De er ikke specielt meget billigere end i DK. Og Korea goer meget for at komme af med alverdens piratmateriale, saa det lader ikke rigtigt til at vaere en mulighed at koebe en "Ip-od".
I gaar havde jeg saa min foerste sprogtime. Det var virkelig sjovt. Min skolebog minder mig saa meget om foerste klasse fra folkeskoletiden. Der er skriveoevelser, hvor man skal skrive det samme bogstav igen og igen indtil det ser bare nogenlunde ud. Alfabetet er faktisk ikke saa omfattende igen. Det er slet ikke som kinesisk, men bestaar af en raekke vokaler og konsonanter, som skrives sammen til nogle tegn. Det er vildt spaendede synes jeg.
Jeg skal nok snart faa uploadet nogle flere billeder. Har besluttet mig for ogsaa at oprette en slags persongalleri, saa I kan faa sat ansigt paa de mennesker, som jeg taler om.
Paa loerdag skal jeg paa en tempel-tur til et gammelt tempel her i Seoul. Det ser jeg ogsaa frem til. Ved faktisk ikke rigtigt noget om det endnu, men det er noget med en overnatning og nogle ceremonier. Garanteret det bliver noget, jeg aldrig har oplevet foer.
For resten I er jo mere end velkomne til at skrive kommentarer til mine indlaeg?! Det kan man goere ved at klikke i bunden af hvert indlaeg, hvor der staar Kommentarer.
Aah ja, og saa har jeg faaet min adresse. Den er:
#403, Green Green House, 241-32
Shilim 9-dong, Gwanak-gu, Seoul
Korea
Det var det for nu. I loebet af weekenden faar jeg lige nogle flere billeder op.
Har endelig faaet styr paa alle mine kurser. Det er ikke endt helt som jeg havde planlagt, men er alligevel godt tilfreds. Mit skema er specielt godt. Fra maj har jeg kun timer mandag, tirsdag og onsdag, hvilket aabner op for nogle laengere weekendture rundt om i landet.
Jeg er efterhaanden ogsaa begyndt at blive forholdsvis bekendt med koreansk kotume, men det er virkelig omfattende. Der er et hav af hoeflighedsgestikulationer, og din opfoersel boer afhaenge af din alder i forhold til de personer, du er sammen med. Saa det er virkelig noget af det foerste, der bliver spurgt om, da man skal laegge en mere ydmyg holdning for dagen, saafremt du er yngste person. Det er sgu noget vaerre fis er det. Folk der er et aar aeldre end nogle andre kan tillade sig mere, men saa snart der kommer en, der er endnu aeldre, maa man tilpasse sig igen. Heldigvis er jeg den aeldste af dem alle, saa jeg behoever ikke frygte at jokke i spinaten. Hvis der findes en koreansk Emma Gad, maa hendes Takt og Tone bog have et omfang svarende til Karnovs lovsamling.
Min i-pod doede desvaerre igaar. Pokkers. Tror jeg koeber en ny herovre. De er ikke specielt meget billigere end i DK. Og Korea goer meget for at komme af med alverdens piratmateriale, saa det lader ikke rigtigt til at vaere en mulighed at koebe en "Ip-od".
I gaar havde jeg saa min foerste sprogtime. Det var virkelig sjovt. Min skolebog minder mig saa meget om foerste klasse fra folkeskoletiden. Der er skriveoevelser, hvor man skal skrive det samme bogstav igen og igen indtil det ser bare nogenlunde ud. Alfabetet er faktisk ikke saa omfattende igen. Det er slet ikke som kinesisk, men bestaar af en raekke vokaler og konsonanter, som skrives sammen til nogle tegn. Det er vildt spaendede synes jeg.
Jeg skal nok snart faa uploadet nogle flere billeder. Har besluttet mig for ogsaa at oprette en slags persongalleri, saa I kan faa sat ansigt paa de mennesker, som jeg taler om.
Paa loerdag skal jeg paa en tempel-tur til et gammelt tempel her i Seoul. Det ser jeg ogsaa frem til. Ved faktisk ikke rigtigt noget om det endnu, men det er noget med en overnatning og nogle ceremonier. Garanteret det bliver noget, jeg aldrig har oplevet foer.
For resten I er jo mere end velkomne til at skrive kommentarer til mine indlaeg?! Det kan man goere ved at klikke i bunden af hvert indlaeg, hvor der staar Kommentarer.
Aah ja, og saa har jeg faaet min adresse. Den er:
#403, Green Green House, 241-32
Shilim 9-dong, Gwanak-gu, Seoul
Korea
Det var det for nu. I loebet af weekenden faar jeg lige nogle flere billeder op.
tirsdag den 4. marts 2008
Dag 8
Kursuskaos. Der gik rod i mine kurser i dag. Det viser sig, at flere af de kurser jeg har valgt, kun er for studerende som skriver speciale. Det fremgik dog ikke af det materiale, jeg i sin tid fik tilsendt. Så jeg må vælge en række nye kurser. Det er lidt irriterende, men det skal nu nok gå. Jeg har desuden skrevet mig op til en koreansk sprogkursus på aftenskole. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at kunne bare en smule koreansk, bare sådan til husbehov. Og det er faktisk det kursus jeg glæder mig mest til. Skal blive rart med et kursus, hvor man for en gangs skyld ikke skal optimere produktion, bestemme temperaturgradient, definere virksomhedens fremtidige strategi etc. Tror efterhånden, at jeg godt kunne tænke mig at lære noget andet end ingeniørmæssige fag, og det får jeg så mulighed får nu. Glæder mig helt til at være total nybegynder inden for noget.
Koreansk mad er generelt ret stærkt. Og af en eller anden underlig grund, har jeg det med at søge de stækeste retter. Jeg er et af de mennesker, som finder nydelse i at have så meget pebberrodssalat på roastbeefen eller så meget sennep på frankfurteren, at det brænder helt op i pandehulen. Så stil fortsatte jeg med her i Korea. Med den triste konsekvens at min tunge nu er helt færdig. Tror jeg fik spist noget så stærkt, at det sled hul på fine vesteuropæiske tungehud. Det svier gør det. Så nu tager jeg lige et par dage, med mere harmløst udseende retter.
Det var det for i dag. Godnat til jer alle.
Koreansk mad er generelt ret stærkt. Og af en eller anden underlig grund, har jeg det med at søge de stækeste retter. Jeg er et af de mennesker, som finder nydelse i at have så meget pebberrodssalat på roastbeefen eller så meget sennep på frankfurteren, at det brænder helt op i pandehulen. Så stil fortsatte jeg med her i Korea. Med den triste konsekvens at min tunge nu er helt færdig. Tror jeg fik spist noget så stærkt, at det sled hul på fine vesteuropæiske tungehud. Det svier gør det. Så nu tager jeg lige et par dage, med mere harmløst udseende retter.
Det var det for i dag. Godnat til jer alle.
mandag den 3. marts 2008
Dag 7
Dag 6 blev aldrig gengivet på denne blog. Det skyldtes Soju og Dung-Dung Soju, som giver en forbløffende hovedpine og begrænser indtagerens efterfølgende dag til video og cola-foretagender. Alle de nye udenlandske studerende blev inviteret på bar af vores koreanske buddies. I den udvalgte bar havde de valgt at sælge den første flaske Soju til 100 Won per næse, hvilket svarer til 50 ører. Det virkede jo enormt fedt i øjeblikket, men da tungen i munden pludselig føltes dobbelt så stor, og mit engelske mindede om Fritz, Gunther og Hanzis fra julekalenderen, indså jeg at brændbillig brændevin har markante ulemper. Men det var sjovt, var det. Det endte selvfølgeligt med det helt store karaokehelvede, hvor jeg dog meldte hus forbi.
Der er sgu lidt Dr. Jeckyll og Mr. Hyde over koreanerne og måske asiatere generelt. De virker så forsigtige og ydmyge, når man møder dem til hverdag, men når så mørket falder på og barerne holder længe åbent, skal jeg da lige love for, at volumen bliver knaldet i bund. De sidder og hviner og klapper i hænderne med et smilt så bredt som en skive vandmelon. Det virkede noget overgearet og skabet for en vestjyde som mig. Men jeg ville jo ikke falde ved siden af, så jeg emiterede på bedste vis den overdrevne begejstring. Hvis nogen af jer havde set mig, ville I have troet, at jeg havde spist et stort glas instant coffee. Men skik følge eller land fly, og siden jeg lige var kommet, klappede jeg, til mine hænder blev helt røde.
Nå men af øvrige oplevelser kan jeg nævne, at det er jordbær-sæson i Korea. Så da jeg indså det, købte jeg en ordentlig bakke, som jeg sidder og gnaver i i skrivende stund. Nøj, de er gode.
Og så var jeg lige en overgang bange for, at der var udbrudt fugleinfluenza i Seoul, da jeg så en masse mennesker pludselig gå med maske. Det skyldtes et besynderligt fænomen, nemlig sandstorme i Kinas nordlige ørken, som simpelthen blæser fint fint sandstøv helt til Korea, hvilket åbenbart svarer til at ryge en pakke hvide kings, hvis man er for meget ude i det. Det er dog et fænomen, som snart vil aftage, så mon ikke mine lunger kan tage en lille en for holdet indtil vejret bliver bedre i Kina.
Og så har jeg fået mig en cykel. Cykelstier kender man ikke til herovre, så det bliver på fortorvet, da koreanerne leger "Ud at køre med de skøre" på kørebanen.
Og jo, skolen startede jo i dag. Det tegner faktisk meget godt. Havde et kursus i dag omhandlende "Technology Management and Economics", som bestemt virkede interessant. Og læreren talte faktisk forbløffende godt engelsk, og han morede sig da gevaldigt over at en Nielsen fra København havde forvildet sig helt til Seoul.
Og faktisk så må jeg sige, at det er kommet bag på mig, hvor få europæisk udseende mennesker, der er på universitetet og i området, hvor jeg bor. Nogle gange føler jeg mig lidt som Christoffer Columbus, der vader ene hvide man rundt blandt andre folkefærd. Gamle damer griner store tandløse smil til mig, små børn sprænger omkring mig og folk glor generelt, så jeg bliver helt forlegen. Kunne ikke lade være med at grine for mig selv i dag, da jeg tog bussen til skolen. Vi har nok været 80 mennesker i bussen. 79 brunøjede, mørkhårede, gyldne mennesker, og midt blandt dem: Blegfisen Jeppe. Folk lader dog generelt til at more sig over min tilstedeværelse, og jeg fornemmer intet ondt i deres syn på mig. Jeg føler mig stadig overordentlig velkommen i dette land.
Nå, det må vist være det for denne gang. Der kommer nogle nye billeder inden så længe. Indtil da, må I nøjes med teksten.
Der er sgu lidt Dr. Jeckyll og Mr. Hyde over koreanerne og måske asiatere generelt. De virker så forsigtige og ydmyge, når man møder dem til hverdag, men når så mørket falder på og barerne holder længe åbent, skal jeg da lige love for, at volumen bliver knaldet i bund. De sidder og hviner og klapper i hænderne med et smilt så bredt som en skive vandmelon. Det virkede noget overgearet og skabet for en vestjyde som mig. Men jeg ville jo ikke falde ved siden af, så jeg emiterede på bedste vis den overdrevne begejstring. Hvis nogen af jer havde set mig, ville I have troet, at jeg havde spist et stort glas instant coffee. Men skik følge eller land fly, og siden jeg lige var kommet, klappede jeg, til mine hænder blev helt røde.
Nå men af øvrige oplevelser kan jeg nævne, at det er jordbær-sæson i Korea. Så da jeg indså det, købte jeg en ordentlig bakke, som jeg sidder og gnaver i i skrivende stund. Nøj, de er gode.
Og så var jeg lige en overgang bange for, at der var udbrudt fugleinfluenza i Seoul, da jeg så en masse mennesker pludselig gå med maske. Det skyldtes et besynderligt fænomen, nemlig sandstorme i Kinas nordlige ørken, som simpelthen blæser fint fint sandstøv helt til Korea, hvilket åbenbart svarer til at ryge en pakke hvide kings, hvis man er for meget ude i det. Det er dog et fænomen, som snart vil aftage, så mon ikke mine lunger kan tage en lille en for holdet indtil vejret bliver bedre i Kina.
Og så har jeg fået mig en cykel. Cykelstier kender man ikke til herovre, så det bliver på fortorvet, da koreanerne leger "Ud at køre med de skøre" på kørebanen.
Og jo, skolen startede jo i dag. Det tegner faktisk meget godt. Havde et kursus i dag omhandlende "Technology Management and Economics", som bestemt virkede interessant. Og læreren talte faktisk forbløffende godt engelsk, og han morede sig da gevaldigt over at en Nielsen fra København havde forvildet sig helt til Seoul.
Og faktisk så må jeg sige, at det er kommet bag på mig, hvor få europæisk udseende mennesker, der er på universitetet og i området, hvor jeg bor. Nogle gange føler jeg mig lidt som Christoffer Columbus, der vader ene hvide man rundt blandt andre folkefærd. Gamle damer griner store tandløse smil til mig, små børn sprænger omkring mig og folk glor generelt, så jeg bliver helt forlegen. Kunne ikke lade være med at grine for mig selv i dag, da jeg tog bussen til skolen. Vi har nok været 80 mennesker i bussen. 79 brunøjede, mørkhårede, gyldne mennesker, og midt blandt dem: Blegfisen Jeppe. Folk lader dog generelt til at more sig over min tilstedeværelse, og jeg fornemmer intet ondt i deres syn på mig. Jeg føler mig stadig overordentlig velkommen i dette land.
Nå, det må vist være det for denne gang. Der kommer nogle nye billeder inden så længe. Indtil da, må I nøjes med teksten.
lørdag den 1. marts 2008
Dag 5 (igen)
Jeg er nu kommet ind i min nye lejlighed. Hold da op hvor var det lækkert at få pakket ud, og komme på internettet. Jeg har uploadet nogle billeder, som I kan se ved at klikke på linket til højre. Her vil jeg løbende smide de billeder jeg tager op. Lejligheden ligger på taget af en bygning, og er i rigtig fin stand indvendig. Det udvendige er lidt smadret, men det er det meste herovre.
Og så har jeg lige mødt en koreaner, som tager til USA i morgen for at læse, og hun solgte mig en mikroovn, en kogeplade, et tørrestativ samt tallerkner, kopper etc for latterlige 250 kroner. Så nu har jeg nærmest et lille funktionelt køkken. Lækkert.
I aften skal vi (udvekslingsstuderende) ud igen med vores "buddies". Det bliver garanteret hyggeligt igen.
Nå jeg vil løbe. Hej hej...
Og så har jeg lige mødt en koreaner, som tager til USA i morgen for at læse, og hun solgte mig en mikroovn, en kogeplade, et tørrestativ samt tallerkner, kopper etc for latterlige 250 kroner. Så nu har jeg nærmest et lille funktionelt køkken. Lækkert.
I aften skal vi (udvekslingsstuderende) ud igen med vores "buddies". Det bliver garanteret hyggeligt igen.
Nå jeg vil løbe. Hej hej...
Dag 5
I om lidt flytter jeg ind på mit nye værelse. Det bliver fedt. Håber ikke der er mere bøvl med det boligværk nu. Har fundet ud af, at værelset ligger vildt godt i forhold til barer og spisesteder, hvilket jeg er overordentlig begejstret for. Det er virkelig en oplevelse at spadsere rundt i de små gader og suge til sig.
Jeg har også fået mig en telefon nu. Jeg må sige, at taget de omstændigheder, hvorunder telefonen er købt, i betragtning, er jeg særdeles usikker på, om den virker om en uge. Men jeg fik den nærmest kylet i nakken så billig var den, så hvis den går kold kan jeg finde mig en ny.
Stiftede i går bekendtskab med Soju (Koreansk risvin, der smager overraskende godt) og koreansk drikkekultur generelt. Det er forholdsvist offensivt. Men det er billig – ”Ligesom Aldi, Jeg ryger smøger uden ild i, Det er kraftedeme vanskelig, Men det er billig” (Johnny Hefty).
Har i hvert fald noget ondt i håret i dag. Men hvor var det en god aften. Det er simpelthen så mange flinke mennesker her. Især må jeg gentage min begejstring for de koreanske buddies. De er så flinke, at jeg i starten var sikker på, at der stak noget under, men det virker virkelig oprigtigt. Dejligt at opleve.
Og ved I hvad?! Dagen før jeg tog fra DK, var Mette og jeg en tur hos pølsemanden lige for at få en sidste bid dansk madkultur for de næste seks måneder. Og efter blot fire dage i Seoul falder jeg over dette:
Højst uventet. Har dog ikke smagt hotdoggen endnu. Der kan jo være tale om gevaldige afvigelser. Jeg tror faktisk, at jeg vil prøve at lave en lille føljeton med afvigelser her på bloggen, da jeg oplevede min første i går.
Afvigelse 1:
Cappuccino. Korea er et land med en stærk te-tradition, ligesom mange andre asiatiske lande, og med en svag kaffetradition. Min cappuccino var så fyldt med kanel, at jeg er sikker på, at selv Lunte ville have protesteret. Yrk, hvor var det skidt.
Nå jeg vil i bad, og pakke min taske, så jeg kan komme over på mit nye værelse. Annyeong-hee-ga-se-yo. (Jeg har endnu ikke lært ”På gensyn” så det bliver lige en ”Farvel”)
Dag 3 (Skrevet d.28/2)
Jetlagget har ikke været overraskende mildt for mig. Bang. Kunne overhovedet ikke sove i nat, så det har været hårdt at komme igennem dagen i dag. Men det har været endnu en spændende dag. Jeg mødte de andre udvekslingsstuderende, og jeg var overrasket over at se hvor mange, der havde koreansk baggrund. Der var folk fra Sverige, Tyskland, Australien, Canada og andre lande, som alle oprindeligt var fra Korea, og som nu var tilbage på besøg.
Vi var en tur rundt på skolen, som dækker et kæmpe område, placeret nærmest op ad en klippeskråning. Det siges, at der er en temperaturdifferens på et par grader mellem det nederste og det øverste af campus. Så stejlt og så stort er det.
I dag har jeg lært at sige ”Tak”, ”Goddag” og ”Farvel” på koreansk samt ”Stop her”, hvilket er godt at kende, når man kører taxa, og pludselig indser, at man er kørt forbi den lille gade, hvor jeg bor.
Har stadig ikke internet, men får det om et par dage. Det skal sgu blive dejligt. Jeg må blankt erkende, at jeg er dybt afhængig af det.
Dagens positive overraskelse var skolens Buddy-ordning, som består af nogle koreanske studerende, som hjælper os med alt. Tålmodighed og hjælpsomhed ud over alle grænser. Det er virkelig dejligt.
Og nu rammer jetlagget mig som en forhammer, så jeg vil i kassen. ZZZZZZ
Vi var en tur rundt på skolen, som dækker et kæmpe område, placeret nærmest op ad en klippeskråning. Det siges, at der er en temperaturdifferens på et par grader mellem det nederste og det øverste af campus. Så stejlt og så stort er det.
I dag har jeg lært at sige ”Tak”, ”Goddag” og ”Farvel” på koreansk samt ”Stop her”, hvilket er godt at kende, når man kører taxa, og pludselig indser, at man er kørt forbi den lille gade, hvor jeg bor.
Har stadig ikke internet, men får det om et par dage. Det skal sgu blive dejligt. Jeg må blankt erkende, at jeg er dybt afhængig af det.
Dagens positive overraskelse var skolens Buddy-ordning, som består af nogle koreanske studerende, som hjælper os med alt. Tålmodighed og hjælpsomhed ud over alle grænser. Det er virkelig dejligt.
Og nu rammer jetlagget mig som en forhammer, så jeg vil i kassen. ZZZZZZ
De første dage… (Skrevet d. 27/2)
Så er jeg fremme. Og så er jeg fremmed. Forvirringen har været total flere gange end der kan tælles til på to hænder, men oplevelserne har været tilsvarende derefter. Jeg har mistet én lejlighed, fået en ny, spist retter med afsindige navne som ”Bi-Bim-Bop” og ”Bulgogi” samt fået mere ris end jeg normalt gør i kvartalet, and it just keeps coming.
Jeg ankom i går aftes til snevejr og neonskilte til op over begge ører. Flyveturen gik fint, til trods for at jeg fik æren af at følges med 2.Y fra Hundested gymnasium, som skulle på studietur i Beijing. Så det var ni timer med, ”kæft, hvor skal vi være stive”.
Jeg blev hentet i lufthavnen af en fyr, som bad mig blot kalde ham BJ, efter jeg forgæves havde prøvet ti gange at udtale hans navn. Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt ham. Han og en pige ved navn BoMee har stået på hovedet hele dagen for at hjælpe mig med at finde et sted at bo. Udlejeren fra det sted, hvor jeg oprindeligt skulle have boet, trak pludselig i land, da hun fandt ud af, at jeg ikke talte koreansk. Kritisk, og nøj hvor havde jeg ondt i maven et par timer, som følge af udsigten til at skulle være hjemløs i Seoul. Men så trak mine to koreanske venner i arbejdstøjet, og inden dagen var omme, havde jeg set på 5 lejligheder, og her til aften har jeg så fået et sted at være fra på lørdag. Indtil da låner jeg et værelse hos en tredje koreaner. Jeg er stødt på en dedikeret hjælpsomhed, hvis lige jeg sjældent har oplevet. Fantastisk.
Mit nye værelse ligger på taget af en bygning midt i et meget pulserende kvarter med masser af små restauranter, købmænd, og hvad der ellers gemmer sig bag butiksruderne bemalet med de volapyk-tegn, som efter sigende skulle være koreansk. Jeg er netop kommet fra et møde med mine kommende udlejere, som leverede et mindre kulturchok. Mine udlejere, som er et ægtepar i 50’erne, sad og så live Starcraft på tv (Og ja, det er det gamle rumvæsen-spil a la Red Alert, vi taler om). Åbenbart findes der en professionel liga af koreanere, som tjener til dagen og vejen ved at spille dette for længst forældede spil. Jeg nåede blandt andet at se en Khan, som havde selveste Samsung som sponsor, tæve en koreansk nørd i alien-krig!! Og ikke nok med det, så sendes deres spil i bedste sendetid, som var det Vild med Dans. Nå, men mens jeg sad og gloede tv, gik de fire koreanere i krig med lejekontrakten, og hvis det ikke var for gentagne forsikringer om gyldigheden af kontraktens indhold fra mine koreanske venner, kunne jeg sgu have skrevet under på hvad som helst. Ja for alt jeg ved, kunne jeg have købt Eiffel-tårnet.
I morgen skal jeg så til introduktionsdag på universitet. Det skal blive spændende at møde de andre nye internationale studerende. Det bliver jo nok også blandt dem, jeg skal finde mange af de mennesker, som jeg kommer til at omgås resten af opholdet.
Så alt i alt går det faktisk godt. Jetlagget har været overraskende mildt for mig og diareen er udeblevet. Hurra for det. Og hvis morgendagen bliver blot halvt så rig på oplevelser som i dag, ender denne blog med at have et roman-omfang. Fortsættelse følger.
Jeg ankom i går aftes til snevejr og neonskilte til op over begge ører. Flyveturen gik fint, til trods for at jeg fik æren af at følges med 2.Y fra Hundested gymnasium, som skulle på studietur i Beijing. Så det var ni timer med, ”kæft, hvor skal vi være stive”.
Jeg blev hentet i lufthavnen af en fyr, som bad mig blot kalde ham BJ, efter jeg forgæves havde prøvet ti gange at udtale hans navn. Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt ham. Han og en pige ved navn BoMee har stået på hovedet hele dagen for at hjælpe mig med at finde et sted at bo. Udlejeren fra det sted, hvor jeg oprindeligt skulle have boet, trak pludselig i land, da hun fandt ud af, at jeg ikke talte koreansk. Kritisk, og nøj hvor havde jeg ondt i maven et par timer, som følge af udsigten til at skulle være hjemløs i Seoul. Men så trak mine to koreanske venner i arbejdstøjet, og inden dagen var omme, havde jeg set på 5 lejligheder, og her til aften har jeg så fået et sted at være fra på lørdag. Indtil da låner jeg et værelse hos en tredje koreaner. Jeg er stødt på en dedikeret hjælpsomhed, hvis lige jeg sjældent har oplevet. Fantastisk.
Mit nye værelse ligger på taget af en bygning midt i et meget pulserende kvarter med masser af små restauranter, købmænd, og hvad der ellers gemmer sig bag butiksruderne bemalet med de volapyk-tegn, som efter sigende skulle være koreansk. Jeg er netop kommet fra et møde med mine kommende udlejere, som leverede et mindre kulturchok. Mine udlejere, som er et ægtepar i 50’erne, sad og så live Starcraft på tv (Og ja, det er det gamle rumvæsen-spil a la Red Alert, vi taler om). Åbenbart findes der en professionel liga af koreanere, som tjener til dagen og vejen ved at spille dette for længst forældede spil. Jeg nåede blandt andet at se en Khan, som havde selveste Samsung som sponsor, tæve en koreansk nørd i alien-krig!! Og ikke nok med det, så sendes deres spil i bedste sendetid, som var det Vild med Dans. Nå, men mens jeg sad og gloede tv, gik de fire koreanere i krig med lejekontrakten, og hvis det ikke var for gentagne forsikringer om gyldigheden af kontraktens indhold fra mine koreanske venner, kunne jeg sgu have skrevet under på hvad som helst. Ja for alt jeg ved, kunne jeg have købt Eiffel-tårnet.
I morgen skal jeg så til introduktionsdag på universitet. Det skal blive spændende at møde de andre nye internationale studerende. Det bliver jo nok også blandt dem, jeg skal finde mange af de mennesker, som jeg kommer til at omgås resten af opholdet.
Så alt i alt går det faktisk godt. Jetlagget har været overraskende mildt for mig og diareen er udeblevet. Hurra for det. Og hvis morgendagen bliver blot halvt så rig på oplevelser som i dag, ender denne blog med at have et roman-omfang. Fortsættelse følger.
søndag den 24. februar 2008
Så kører bloggen....
Så kører bloggen igen. Om cirka et døgns tid letter jeg fra Kastrup med retning mod Seoul, hvor jeg skal opholde mig et halvt års tid. Det bliver virkelig fedt, men lige nu er jeg lettere forvirret. Aner ikke helt hvad det er, jeg er ved at rode mig ud i. Der er mange ting, jeg kommer til at savne. Nu kommer Mette lige om lidt, og så tager vi en sidste tur rundt om søerne hånd i hånd. Suk. Men af sted det skal jeg. Projektet har været i gryden i efterhånden et år, og alt er på plads. Og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse.
Nå, men så meget for mit første indlæg på min nye blog. Jeg håber, at du vil læse med, når Jeppe fortæller historier fra Østasien.
Nå, men så meget for mit første indlæg på min nye blog. Jeg håber, at du vil læse med, når Jeppe fortæller historier fra Østasien.
Abonner på:
Opslag (Atom)