187 dage blev det til i Asien. Jeg sidder lige nu i flyet på vej hjem, ETTA 3 timer. Og I kan tro, jeg er spændt. Jeg er virkelig klar til, at den hedder Danmark igen nu.
Mit udvekslingsophold i Seoul og min efterfølgende rejse, har nok været det mest interessante, jeg har foretaget mig, set ud fra et oplevelsesmæssigt synspunkt. Aldrig er jeg blevet bombarderet med så mange nye indtryk inden for så kort tid. Mit udvekslingsophold i USA for et par år siden, kommer ganske enkelt ikke i nærheden af det. Det har været utroligt berigende, men til tider også særdeles udmattende. Jeg trænger nu til at vågne op til en kendt hverdag. Jeg glæder mig til rutiner, og til ikke at blive udfordret ved hver eneste måltid, shoppingtur eller samtale. Det er virkelig en fornøjelse her på sidstedagen fuldstændigt at erkende, at alt hvad der hed hverdag og rutine i København, da jeg tog afsted, er noget jeg nu ser frem til. Genstart og nulstilling. Klar igen. Dejligt.
Det her bliver så sidste indlæg på http://www.jeppeiseoul.blogspot.com/. Tak fordi I læste med. Jeg håber, at mine historier kunne underholde lidt derhjemme. Jeg har i hvert fald nydt at skrive om mine oplevelser, og jeg glæder mig til at have denne blog til senere minde om, hvordan jeg gik og havde det, og hvad jeg oplevede, dengang jeg var i Seoul.
Rugbrød med leverpostej. Saltlakrids. Ristet hotdog. Mette. Kolde fadøl på Nørrebro med vennerne. Nu er det tid. Vi ses snart.
mandag den 1. september 2008
mandag den 25. august 2008
Dag 182
I morges prøvede jeg noget nyt. Et jordskælv. Vågnede ved at gulv og vægge rystede. En noget besynderlig oplevelse. Jeg tror først, at det gik op for mig efterfølgende, hvad der var sket. Jeg har så nu lige tjekket hændelsen på nettet, og jeg tror tilnærmelsesvist, at min seng stod på epicentret. Krydset på nedenstående kort, kunne sagtens angive hvor vi befinder os lige nu. Det er dog en beskrivelse af morgenens jordskælv. Ivrig nævnte jeg det for de lokale ved morgenbordet, men kun få af dem, havde rent faktisk registreret det. (Søren sov da også tungt igennem det, til nogen ærgelse for ham selv). Det vidner om, at det er et forholdsvis hyppigt forekommende fænomen her omkring, og det havde vel mest af alt en beroligende effekt på mig. Jeg skriver ikke den post for at gøre jer urolige. Havde bare lige lyst til at dele den med nogen. Og så må det da betegnes som en oplevelse, det er værd at "skrive hjem om".
Nu er vi så nede på fem dage til jeg får dansk grund under fødderne igen. Det skal blive en fornøjelse.
Om et par timer smutter vi til Tokyo - Sidste stop. Et godt stop.
Og så er der jo også nye billeder fra vores afslapningstur på stillehavsøen...
Nu er vi så nede på fem dage til jeg får dansk grund under fødderne igen. Det skal blive en fornøjelse.
Om et par timer smutter vi til Tokyo - Sidste stop. Et godt stop.
Og så er der jo også nye billeder fra vores afslapningstur på stillehavsøen...
fredag den 22. august 2008
Dag 179
Sidst jeg skrev sad jeg i en mindre bjergby i Laos, og nu drøner jeg derudaf med 300 plus i timen i HIKARI 456 SuperExpress mod Tokyo. Jeg er rejst fra det måske mest primitive sted jeg har været, til teknologiens højborg i futuristiske Japan. Og det føles sgu egentlig meget godt. Efter at have kørt på trehjulede knallerter på schweizerost-grusveje til jeg var på nippet til at få tarmslyng, føles Shinkansen-toget som en tur på sofaen.
Efter Laos tilbragte Dann og jeg to uger i Vietnam, hvilket var en virkelig spændende oplevelse. Bureaukrati og upålidelig information i en lind strøm, men et særdeles oplevelsesrigt land. Jeg tror, jeg har lært meget af at rejse i disse lande. Jeg indså hurtigt, at det er stort set umuligt at planlægge noget som helst, da de informationer, som man bygger sin plan på, kan ændre sig inden timen er omme. Og I kender jo mig godt nok til at vide, at jeg normalt befinder mig bedst med en plan. Men efter denne rejse, tror jeg, at jeg er blevet betragteligt bedre til at tage tingene, som de kommer. Vietnam bød på storslåede og unikke naturoplevelser samt de mest infernalske og sprudlende storbyer, jeg har sat min fod i. Lysreguleringen arbejder udelukkende på konsulentniveau. Der er efter sigende 3 millioner knallerter i Ho Chi Minh City, og jeg er på nippet til at tro, at 2½ af disse var på gaden under mit besøg. Alle med hornet i bund. Helt i bund og hele tiden. Halong Bay og Mekong-Delta stod for naturoplevelserne, som var ulig landskaber, jeg tidligere har set. Bladr billederne igennem og få et indtryk, hvis du lyster.
Det var en god oplevelse at rejse med Dann. Det, at vi var to, tror jeg lettede os for en masse problemer. Daglige uforudsete forhindringer er udmattende i længden, så det var bekvemt at have én at spare med, når trætheden satte ind. Desuden virkede solo-rejsende mere udsatte for alverdens scams og gadekrejleres konstante forsøg på at lokke US-dollars ud af lommen på trætte og forvirrede turister. Jeg er dog positivt overrasket over hvor forholdsvist nemt, det har været at rejse i henholdsvis Cambodia, Laos og Vietnam. Tålmodighed og en accept af, at man bliver snydt hver eneste dag, er nødvendigt. Men man bliver ikke rippet, hvis man er opmærksom, og disse lande har utroligt mange ting at byde på. Det er en af de mest spændende rejseoplevelser, jeg nogensinde har haft, så det er med varme anbefalinger fra mig.
Derefter gik turen så til Beijing, hvor to store blonde fyre stod med flag, Danmarkstrøjer og brede smil ved gaten. Fantastisk. Det er virkelig godt at se drengene igen. Selvom jeg mødte mange søde mennesker i Seoul, så var det meste alligevel på et forholdsvist overfladisk niveau, så det er en befrielse at være tilbage i ligefremme og fortrolige rammer. Og efter en time var det som om, at jeg tog fra København i sidste uge.
Det var fedt at være tilbage i Beijing. Og denne gang i plusgrader. Og hold da op kineserne har haft travlt med at gøre rent overalt, måske lige undtagen på toilettet på vores hostel, men det gik. OL-oplevelsen har været blandet. Højdepunktet var Mikkel Hansens mål direkte på frikast til 26-25 mod russerne. Bundoplevelsen har klart været den bureaukratiske afvikling af legene. At skulle tvinges ud i at købe billetter på det sorte marked for efter at træde ind i en halvtom sportsarena er en frustrerende oplevelse. Og at gå rundt på et olympisk område, som burde sprudle af liv, men kun løbe ind i 5 bankelamme ungarere samt et halvt hundrede kinesiske frivillige, er skuffende. Men det ødelagde nu ikke helhedsoplevelsen, og Muren, Den forbudte by samt Sommerpaladset var lige så imponerende som sidst. Og de så alle godt ud i sommersolen.
Jeg er nu tilbage i Japan, hvor vi efter besøg i Kyoto samt Hiroshima nu er på vej nordpå. Og den står på ø-ferie syd for Tokyo. Det glæder jeg mig virkelig til. Dele af Kyoto og Hiroshima har jo været gentagelser for mig, men at opleve det i andet selskab giver mange nye indtryk, så det har været meget fint. Så efter et par dage på langs ved stillehavets kyst går den mod Mount Fuji, hvor toppen skal besøges denne gang. Og så slutter vi med 3 dages shop-amok i Tokyo, hvorefter Søren, Anders og jeg med blødende tegnebøger springer på flyet til Kastrup. Ankomst 16:05 lørdag den 30.:-). Vi ses snart.
lørdag den 26. juli 2008
Dag 152
Hej alle sammen.
Beklager at min blog-aktivitet er i bund. Når man er på farten med en rygsæk hænger man knap så meget over computeren, som når man går i skole, så min laptop og jeg ses kun lejlighedsvis for tiden. Men jeg vil da lige forsikre jeg alle om, at jeg ikke har forladt jer alle for at blive budhistisk munk på en bjergtop i Indokina.
Siden jeg sidst skrev har jeg været på Filippinerne, i Kambodia og er nu i Laos, som jeg dog tager fra om et par timer, når vores fly går mod Hanoi. Jeg rejser for tiden med en svensk pige, Dann, som også var på udveksling i Seoul. Og det er meget fedt at have en rejsefælle disse steder, da det til tider er udmattende ukendt og besværligt med bureaukrati og en kultur, som til tider er lidt tung at danse med. Men det er på samme tid netop det, der gør denne tur så interessant.
Slaraffenland møder det vilde vesten er nok en passende beskrivelse af de lande jeg har besøgt på det sidste. Filippinerne er en stor støvet Coca Cola reklame, som følge af den amerikanske kolonibaggrund. Men som I måske har set på billederne, brugte Gustav og jeg mest tid på stranden. Et fantastisk sted. Og varmt som en kakkelovn. Jeg formåede at blive solskoldet til trods for, at jeg var søbet i en faktor 30.
Har du penge kan du få i Kambodia. I løbet af en enkelt aften fik jeg tilbudt alt fra skaldede træfløjter over heroin og prostituerede til en AK-47. Ikke just de typiske indkøb. Angkor Wat området med alle de "glemte" templer fra 900-1200 tallets Khmer folk var fantastisk. Glemt i junglen for pludselig at dukke op for små 100 år siden. Et fantastisk syn.
Laos er ganske anderledes. Tilbagelænet og afslappet. Vi har tilbragt nogle dage i en gammel fransk koloniby ved navn Luang Prabang. Og så var vi på en trekking tur, der fik Roskilde 2007 til at minde om en soppetur. Mudder til op over begge ører og med en million igler, der ikke havde fået noget at spise siden jul. Det var fandme ulækkert.
Og så om et par timer letter flyet, og vi rejser til Hanoi. Derefter står den på to ugers rejse ned langs Vietnams kyst til Ho Chi Minh City før jeg rejser til Beijing for at mødes med drengene.
Det er sgu en spændende tid.
De korte beskrivelser er, indrømmet, alt andet end fyldestgørende, men suppler med et par billeder, og jeg håber I kan få et indtryk af, hvad jeg roder med. Alternativt skal jeg glædeligt fortælle historier over en kop kaffe på Nørrebro, Ribe, Bramming og hvor I ellers befinder jer til efteråret, når jeg rammer go'e gamle Danmark.
Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg glæder mig til at se jer snart (5 uger).
Kærligst
Jeppe
Beklager at min blog-aktivitet er i bund. Når man er på farten med en rygsæk hænger man knap så meget over computeren, som når man går i skole, så min laptop og jeg ses kun lejlighedsvis for tiden. Men jeg vil da lige forsikre jeg alle om, at jeg ikke har forladt jer alle for at blive budhistisk munk på en bjergtop i Indokina.
Siden jeg sidst skrev har jeg været på Filippinerne, i Kambodia og er nu i Laos, som jeg dog tager fra om et par timer, når vores fly går mod Hanoi. Jeg rejser for tiden med en svensk pige, Dann, som også var på udveksling i Seoul. Og det er meget fedt at have en rejsefælle disse steder, da det til tider er udmattende ukendt og besværligt med bureaukrati og en kultur, som til tider er lidt tung at danse med. Men det er på samme tid netop det, der gør denne tur så interessant.
Slaraffenland møder det vilde vesten er nok en passende beskrivelse af de lande jeg har besøgt på det sidste. Filippinerne er en stor støvet Coca Cola reklame, som følge af den amerikanske kolonibaggrund. Men som I måske har set på billederne, brugte Gustav og jeg mest tid på stranden. Et fantastisk sted. Og varmt som en kakkelovn. Jeg formåede at blive solskoldet til trods for, at jeg var søbet i en faktor 30.
Har du penge kan du få i Kambodia. I løbet af en enkelt aften fik jeg tilbudt alt fra skaldede træfløjter over heroin og prostituerede til en AK-47. Ikke just de typiske indkøb. Angkor Wat området med alle de "glemte" templer fra 900-1200 tallets Khmer folk var fantastisk. Glemt i junglen for pludselig at dukke op for små 100 år siden. Et fantastisk syn.
Laos er ganske anderledes. Tilbagelænet og afslappet. Vi har tilbragt nogle dage i en gammel fransk koloniby ved navn Luang Prabang. Og så var vi på en trekking tur, der fik Roskilde 2007 til at minde om en soppetur. Mudder til op over begge ører og med en million igler, der ikke havde fået noget at spise siden jul. Det var fandme ulækkert.
Og så om et par timer letter flyet, og vi rejser til Hanoi. Derefter står den på to ugers rejse ned langs Vietnams kyst til Ho Chi Minh City før jeg rejser til Beijing for at mødes med drengene.
Det er sgu en spændende tid.
De korte beskrivelser er, indrømmet, alt andet end fyldestgørende, men suppler med et par billeder, og jeg håber I kan få et indtryk af, hvad jeg roder med. Alternativt skal jeg glædeligt fortælle historier over en kop kaffe på Nørrebro, Ribe, Bramming og hvor I ellers befinder jer til efteråret, når jeg rammer go'e gamle Danmark.
Jeg håber, at I alle har det godt derhjemme. Jeg glæder mig til at se jer snart (5 uger).
Kærligst
Jeppe
søndag den 6. juli 2008
Dag 132
132 dage blev det til i Seoul. Status: Jeg er saa pokkers traet af at aede ris og kimchi dag ud og dag ind. Forhaabentlig skifter menuen lidt nede sydpaa. Jeg sidder netop nu i Incheon Airport uden for Seoul og venter paa mit fly mod Cebu Filippinerne. Her skal jeg moedes med to svenskere, hvoraf den ene studerer paa Filipinerne. For tiden regner det vist mest dernede, men da planen var at flyde paa stranden krydser vi fingre for, at der er opklaring paa vej. Det er selvfoelgelig lidt optimistisk at forvente fremragende vejr, naar man vaelger at trave sydasien rundt mit i monsuntiden.
Mette tog hjem i foregaars og I kan tro vi have en god ferie. Det var virkelig svaert at sige farvel til hende endnu en gang, men denne gang er det noget kortere tid. Saa paa mange maader glaeder jeg mig efterhaanden ogsaa til at komme hjem. Men inden da skal jeg lige have en tur til. Godt nok hedder bloggen Jeppe i Seoul, men de naeste otte uger arbejder vi under et lidt bredere begreb, saa jeg vil forsoege at holde jer lidt opdaterede om, hvad jeg oplever paa denne side af kloden.
Seoul og Korea har vaeret en god oplevelse. Baade skolemaessigt men isaer kulturelt. Det har ud fra en kulturelt synspunkt vaeret betragteligt mere interessant end da jeg var i USA. Men som jeg skrev paa min blog dengang, saa var det mest kulturelle man kunne opleve i Buffalo Chicken Wings, saa der skulle ikke alverden til at overgaa dette. Det har ogsaa vaeret spaendende at gaa paa universitetet herovre. Men de foelger lidt en amerikansk model som jeg ikke er saa begejstret for i laengden. Saa jeg tror sgu jeg tager resten af civilingenioeren paa DTU. Har vist ogsaa brugt min udvekslingskvote for denne gang.
Men naa. Nu lukker netcafeen og mit fly letter om en time, saa jeg er den, der er smuttet. Farvel til Seoul og til jer for denne gang. Kan I have det godt derhjemme. Jeg haaber, I faar en dejlig sommer.
Mette tog hjem i foregaars og I kan tro vi have en god ferie. Det var virkelig svaert at sige farvel til hende endnu en gang, men denne gang er det noget kortere tid. Saa paa mange maader glaeder jeg mig efterhaanden ogsaa til at komme hjem. Men inden da skal jeg lige have en tur til. Godt nok hedder bloggen Jeppe i Seoul, men de naeste otte uger arbejder vi under et lidt bredere begreb, saa jeg vil forsoege at holde jer lidt opdaterede om, hvad jeg oplever paa denne side af kloden.
Seoul og Korea har vaeret en god oplevelse. Baade skolemaessigt men isaer kulturelt. Det har ud fra en kulturelt synspunkt vaeret betragteligt mere interessant end da jeg var i USA. Men som jeg skrev paa min blog dengang, saa var det mest kulturelle man kunne opleve i Buffalo Chicken Wings, saa der skulle ikke alverden til at overgaa dette. Det har ogsaa vaeret spaendende at gaa paa universitetet herovre. Men de foelger lidt en amerikansk model som jeg ikke er saa begejstret for i laengden. Saa jeg tror sgu jeg tager resten af civilingenioeren paa DTU. Har vist ogsaa brugt min udvekslingskvote for denne gang.
Men naa. Nu lukker netcafeen og mit fly letter om en time, saa jeg er den, der er smuttet. Farvel til Seoul og til jer for denne gang. Kan I have det godt derhjemme. Jeg haaber, I faar en dejlig sommer.
lørdag den 28. juni 2008
Dag 124
Hej med jer.
Så gik der endnu længere tid. Men I må huske på, at jeg jo har kæresten på besøg, og så prioteres blogge ikke videre højt i min verden. Men vil da lige fortælle jer, at vi har haft et par fantastiske uger. Først på ø-ferie i det sydlige Korea og derefter en lille uge i Hong Kong. Vi er nu tilbage i Seoul, hvor vi skal være en uges tid endnu. Mette rejser hjem fredag, og næste søndag starter jeg så min rejse rundt i Asien. Planen er at tage en uge til Filippinerne efterfulgt af en måneds rundrejse i Cambodia, Laos og Vietnam før jeg mødes med drengene (Søren S og Æ Ræuw) til OL i KINA. Og vi slutter så med to uger i Japan før den hedder Kastrup 30. august.
Jeg er nu helt færdig med selve udvekslingsopholdet på Seoul National University. Det var spændende nok at studere her. Har bestemt haft nogle kompetente og interessante lærere. Men jeg står lidt tilbage med samme følelse som efter jeg læste i USA. Jeg egner mig ikke til skolegang, hvor man skal aflevere ting på ugentlig basis og hele tiden markere, at man er i stand til at følge med i undervisningen. Det er til tider som at gå i gymnasiet igen. Her befinder jeg mig ganske enkelt bedre i den danske "ansvar for egen læring"-tilgang. Så det skal blive helt godt at komme tilbage på DUTTEN og tage den med ro indtil november, og så ellers indhente som var fanden efter mig.
Nå men ville bare lige sige hej. Håber I alle har det godt derhjemme. Der er nye billeder fra vores (Mette og jeg) tur rundt i Asien.
Så gik der endnu længere tid. Men I må huske på, at jeg jo har kæresten på besøg, og så prioteres blogge ikke videre højt i min verden. Men vil da lige fortælle jer, at vi har haft et par fantastiske uger. Først på ø-ferie i det sydlige Korea og derefter en lille uge i Hong Kong. Vi er nu tilbage i Seoul, hvor vi skal være en uges tid endnu. Mette rejser hjem fredag, og næste søndag starter jeg så min rejse rundt i Asien. Planen er at tage en uge til Filippinerne efterfulgt af en måneds rundrejse i Cambodia, Laos og Vietnam før jeg mødes med drengene (Søren S og Æ Ræuw) til OL i KINA. Og vi slutter så med to uger i Japan før den hedder Kastrup 30. august.
Jeg er nu helt færdig med selve udvekslingsopholdet på Seoul National University. Det var spændende nok at studere her. Har bestemt haft nogle kompetente og interessante lærere. Men jeg står lidt tilbage med samme følelse som efter jeg læste i USA. Jeg egner mig ikke til skolegang, hvor man skal aflevere ting på ugentlig basis og hele tiden markere, at man er i stand til at følge med i undervisningen. Det er til tider som at gå i gymnasiet igen. Her befinder jeg mig ganske enkelt bedre i den danske "ansvar for egen læring"-tilgang. Så det skal blive helt godt at komme tilbage på DUTTEN og tage den med ro indtil november, og så ellers indhente som var fanden efter mig.
Nå men ville bare lige sige hej. Håber I alle har det godt derhjemme. Der er nye billeder fra vores (Mette og jeg) tur rundt i Asien.
mandag den 2. juni 2008
Dag 98
Ja, jeg ved det. Jeg er virkelig blevet dårlig til at få skrevet på bloggen. Men kombination af besøg fra DK, planlægning af utallige rejser samt eksaminer er særdeles hæmmende for blog-aktiviteten.
Men I kan tro jeg har oplevet meget på det sidste. Men min fortælling om det bliver denne gang af mere visuel karakter. En orderntlig stabel billeder. (Og så slipper jeg også for at skrive).
Men for efterhånden 2½ uge siden kom far og Marlene til Seoul, hvor vi tilbragte en 4-5 dage før vi tog på Japan-tur. Det var dejligt at have besøg, og så havde de salte fisk med:-).
Første highlight var DMZ - grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Det er uden tvivl den mest besynderlige turistattraktion jeg endnu har besøgt. Det er så uvirkelig en historie, at adskilt af få kilometer findes to befolkninger, som har vidt forskellige begreber om hvad der er sandt og falskt. Verdenshistorien er ikke den samme. Og arkitekten bag dette bedrageri er en lille kakiklædt mand og hans døde far, som har formået at overbevise millioner af mennesker om en løgnhistorie af pompøse dimensioner og religiøs karakter. Det er fuldstændig uvirkeligt for mennesker med min referenceramme, hvordan dette egentlig kan lade sig gøre. Men isolation har vist sig at være et glimrende værktøj i denne forbindelse.
Herefter tog vi turen til Japan. Hvis jeg havde flere valgfrie point på DTU (og ikke savnede Mette så pokkers meget), havde jeg knaldet dem af på et studieophold i dette land:-). Et fantastisk spændende sted. Har spist så meget sushi, at hvis jeg skrabte hul på knæet, har jeg på fornemmelsen at jeg vil bløde soya og wasabi. Lækkert i starten men overdrevne mængder af råt kød og fisk med hoved og hale sætter alligevel maven på prøve i det lange løb. Klimaks af denne følelse blev nået på en af de sidste aftener, hvor vi fik en hummer, der var sprættet op i ryggen, så man kunne nappe af de møre rå kød. Sagen var bare den at hummeren signalerede med horn og lygter og følehorn, at det er smertefuldt at blive spist levende. Æyrk.
Nå men vi startede i Tokyo, videre til Takayama, Hiroshima og sluttede i Kyoto. Disse fantastiske byer får ikke den uddybende beskrivelse de fortjener her. Snart ringer klokken nemlig og Jeppe skal til forelæsning. Kort fortalt. Tokyo - moderne og fascinerende, men uden så pokkers meget sjæl. Dog leverede hotellets bar den bedste Mohito i Japan. Det tæller også. Vi tog en tur til Japans højeste bjerg; Fuji. Og så var vi til sumobrydning! Japanerne siger, at hvis man tror, at sumobrydning kun er to fede mænd, der klasker i mod hinanden i midten af en sandkasse, og hvor den tykkeste vinder, så tager man fejl. Måske. Men det er det også. Og så er det underholdende. Kig på et par billeder og se et videoklip.
Takayama er en provinsiel by vest for Tokyo. Mere traditionel omend noget turistet. Vi boede på traditionel japansk vis, dvs. sove på gulvet og æde fisk til morgenmad. Da vi kom var far særdeles begejstret. "Jeg kunne også bestille ryokan (traditionelle hoteller) til os i Kyoto". Men næste morgen da manden havde ondt i ryggen af at ligge på gulvet, ondt i knæene af at sidde i skrædderstilling og uro i maven efter særdeles uvant kost, så blev den gamle igen bekvemt anlagt.
Hiroshima. Her kan man tale om dårlig smag i munden. Det gjorde virkelig indtryk. Jeg havde en audioguide, der forklarede om museets genstande, og det var 90 små lydklip, der alle gav klump i halsen. Følelsesporno måske. Men det ændrer ikke ved den rædsel, kaos og elendighed, som borgerne i denne by har måttet kæmpe med. At "vinderne" skriver historien, virker dette til at være et godt eksempel på. Jeg begriber ikke, at de amerikanske beslutningstagere for denne handling ikke er dømt hårdere i historien. At japanerne var grusomme er jeg ikke i tvivl om. Men bogstaveligt talt at smelte 100.000-vis af civile mennesker er jo helt ude af proportioner. Og så smed de endda to.
Kyoto. Japans gamle hovedstad gemme næsten 1000 år, og den bedst bevarede by rent arkitektonisk i Japan. Buddhistiske templer og Shinto-helligdomme i tusindvis. Fascinerende, omend der går inflation i det efter et par dage.
Nå. Det var vist det. I næste uge står den på eksaminer, og om to uger kommer Mette!! Det er ligesom at vente på juleaften, da jeg var 5. Jeg glæder mig vanvittigt meget. Vi skal på på strandferie i det sydlige Korea, og derefter en tur til Hong Kong.
Håber ellers det går jer godt derhjemme. Har hørt at den danske sommer er med os i år. Det plejer jo at sætte landet på den anden ende. Kan I have det så pænt.
Men I kan tro jeg har oplevet meget på det sidste. Men min fortælling om det bliver denne gang af mere visuel karakter. En orderntlig stabel billeder. (Og så slipper jeg også for at skrive).
Men for efterhånden 2½ uge siden kom far og Marlene til Seoul, hvor vi tilbragte en 4-5 dage før vi tog på Japan-tur. Det var dejligt at have besøg, og så havde de salte fisk med:-).
Første highlight var DMZ - grænsen mellem Syd- og Nordkorea. Det er uden tvivl den mest besynderlige turistattraktion jeg endnu har besøgt. Det er så uvirkelig en historie, at adskilt af få kilometer findes to befolkninger, som har vidt forskellige begreber om hvad der er sandt og falskt. Verdenshistorien er ikke den samme. Og arkitekten bag dette bedrageri er en lille kakiklædt mand og hans døde far, som har formået at overbevise millioner af mennesker om en løgnhistorie af pompøse dimensioner og religiøs karakter. Det er fuldstændig uvirkeligt for mennesker med min referenceramme, hvordan dette egentlig kan lade sig gøre. Men isolation har vist sig at være et glimrende værktøj i denne forbindelse.
Herefter tog vi turen til Japan. Hvis jeg havde flere valgfrie point på DTU (og ikke savnede Mette så pokkers meget), havde jeg knaldet dem af på et studieophold i dette land:-). Et fantastisk spændende sted. Har spist så meget sushi, at hvis jeg skrabte hul på knæet, har jeg på fornemmelsen at jeg vil bløde soya og wasabi. Lækkert i starten men overdrevne mængder af råt kød og fisk med hoved og hale sætter alligevel maven på prøve i det lange løb. Klimaks af denne følelse blev nået på en af de sidste aftener, hvor vi fik en hummer, der var sprættet op i ryggen, så man kunne nappe af de møre rå kød. Sagen var bare den at hummeren signalerede med horn og lygter og følehorn, at det er smertefuldt at blive spist levende. Æyrk.
Nå men vi startede i Tokyo, videre til Takayama, Hiroshima og sluttede i Kyoto. Disse fantastiske byer får ikke den uddybende beskrivelse de fortjener her. Snart ringer klokken nemlig og Jeppe skal til forelæsning. Kort fortalt. Tokyo - moderne og fascinerende, men uden så pokkers meget sjæl. Dog leverede hotellets bar den bedste Mohito i Japan. Det tæller også. Vi tog en tur til Japans højeste bjerg; Fuji. Og så var vi til sumobrydning! Japanerne siger, at hvis man tror, at sumobrydning kun er to fede mænd, der klasker i mod hinanden i midten af en sandkasse, og hvor den tykkeste vinder, så tager man fejl. Måske. Men det er det også. Og så er det underholdende. Kig på et par billeder og se et videoklip.
Takayama er en provinsiel by vest for Tokyo. Mere traditionel omend noget turistet. Vi boede på traditionel japansk vis, dvs. sove på gulvet og æde fisk til morgenmad. Da vi kom var far særdeles begejstret. "Jeg kunne også bestille ryokan (traditionelle hoteller) til os i Kyoto". Men næste morgen da manden havde ondt i ryggen af at ligge på gulvet, ondt i knæene af at sidde i skrædderstilling og uro i maven efter særdeles uvant kost, så blev den gamle igen bekvemt anlagt.
Hiroshima. Her kan man tale om dårlig smag i munden. Det gjorde virkelig indtryk. Jeg havde en audioguide, der forklarede om museets genstande, og det var 90 små lydklip, der alle gav klump i halsen. Følelsesporno måske. Men det ændrer ikke ved den rædsel, kaos og elendighed, som borgerne i denne by har måttet kæmpe med. At "vinderne" skriver historien, virker dette til at være et godt eksempel på. Jeg begriber ikke, at de amerikanske beslutningstagere for denne handling ikke er dømt hårdere i historien. At japanerne var grusomme er jeg ikke i tvivl om. Men bogstaveligt talt at smelte 100.000-vis af civile mennesker er jo helt ude af proportioner. Og så smed de endda to.
Kyoto. Japans gamle hovedstad gemme næsten 1000 år, og den bedst bevarede by rent arkitektonisk i Japan. Buddhistiske templer og Shinto-helligdomme i tusindvis. Fascinerende, omend der går inflation i det efter et par dage.
Nå. Det var vist det. I næste uge står den på eksaminer, og om to uger kommer Mette!! Det er ligesom at vente på juleaften, da jeg var 5. Jeg glæder mig vanvittigt meget. Vi skal på på strandferie i det sydlige Korea, og derefter en tur til Hong Kong.
Håber ellers det går jer godt derhjemme. Har hørt at den danske sommer er med os i år. Det plejer jo at sætte landet på den anden ende. Kan I have det så pænt.
Abonner på:
Opslag (Atom)